Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danmarks historiske Folkeviser
37
Den vægtigste Strofe lyder:
Hvo skulde dog tænkt, o, Tovelil! at din Fletnings
gulbrune Slange skulde vorde en Snare, stærk og snild,
Dannerkongen at fange? O, Tovelil, hvo skulde tro,
mens Livets Brændinger larme, mig vilde skænke sød
Havn og Ro saa gudsvelsignede Arme.
En Snes Aar efter skriver Carsten Hauch som
halvfjerdsinds-tyveaarig Mand (1861) sin Digtkrans
Valdemar Atterdag, ni og tyve sammenknyttede Romancer
dels i Nibelungenversets Stil, dels i forskellige
friere Versemaal, hvoraf et, der behandler den vilde
Jagt, er mesterligt malende og nyt. Her er Kongen
opfattet med Velvilje og Beundring. Tove er med sin
Broder kommen fra Rugen, har havt en dansk Moder,
men har vendiske Kongers Blod i sine Aarer. Hun er
en ægte Hauchsk Jomfru, i Slægt med hans sorgfulde
Dyveke. Kysk, som hun er, værger hun sig i lange
Tider mod Kongens Attraa og føler, efter at hun
er bleven hans, Bekymring og Uro; i tunge Anelser
foregriber hun sin Ulykkeslod. Dronningen drives af
sin Skinsyge til at glemme alle Hensyn. Hun indlader
sig med Kongens Fjender, særligt med den tyske Ridder
Eckhard, der gerne vil overrumple Kongen og bortføre
ham som Fange. Dronningen haaber gennem Eckhard at
blive Tove kvit.
Hos Hauch gaar Folkvard Lovmandssøns Henrettelse forud
for Toves Død. Og Dronningen ophidses netop ved den
til sin Hævn. Kongen, der er kommen under Vejr med
Dronningens Stemplinger imod ham, drager til Kejseren
for at opnaa Skilsmisse fra hende, saa han kan række
sin Elskede Kronen. Det er denne hans Fraværelse,
Helvig benytter til at rydde Med-bejlerinden af
Vejen. Hun dræber hende som i Folkevisen i sin
Badstue. Men pudsigt nok, Hauch synes ikke at have
kunnet forestille sig Middelalderens Dampbade. Tove
omkommer i glohedt Vand. Da Kongen erfarer det, lader
han Dronningen sætte i Fangetaarnet, og end ikke i
sin Dødsstund vil han tilgive eller frigive hende.
Versenes Bevægelse hos Hauch er i de fortællende
Partier adstadig, Tonen stærkt romantisk; i de lyriske
er Bevægelsen raskere, dog Tonen altid i sit Væsen
sørgmodig. Digtets Frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
