Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danmarks historiske Folkeviser
49
Axel Olrik, Kristian Erslev ser i de opbevarede
Tekster forskellige, ikke sammenhørende Viser.
Skønnet i denne Sag vanskeliggøres ved den Tilstand,
hvori alt dette er kommet os i Hænde. Er de kortere
Viser, der foreligger os, mer end Brudstykker? Har
de oprindelig været mente som Helheder, eller er,
hvad der- fattes, gaaet i Glemme? Er de afvigende
Synsmaader, der kommer til Orde i de forskellige
Viser eller Visestumper, ikke opstaaede efterhaanden,
som hver enkelt Rapsode tumlede med Visen? Her er en
aaben Mark for Gisninger.
En Sammenligning med beslægtet Digtnings Opstaaen
i andre Lande og i ældre Tider leder dog til den
Tro, at Enheden først sent er søgt tilvejebragt og
ikke opnaaet uden ret vilkaarlig om end ingenlunde
ubehændig Omkalfatring af de ældste Tekster.
Tager man sit Udgangspunkt i, hvad der er historisk
sikkert, retledes man uden altfor stort Besvær. Gennem
hele sin Regeringstid havde Kong Erik Klipping staaet
paa spændt Fod med Rigets Stormænd og et Aarstid før
sin Død begyndte han at regere ganske personligt uden
mere at samle de mægtigste af sine Lensmænd, Prælater
og Herremænd, til Raadsmøder. 1282 var han bleven nødt
til ved Rigsforsamlingerne i Vordingborg og Nyborg
at besegle Danmarks første Haandfæstning, hvorved
han forpligtede sig til at holde Hof (Parlament)
hvert Aar og til ikke at lade Nogen fængsle, uden
for en Brøde, der efter Loven medførte Dødsstraf,
og som var godtgjort ved egen Tilstaaelse eller ved
lovgyldigt Bevis. Fra 1285 synes Kongen imidlertid
atter at have faaet Overtaget; det gaar tilbage
for de fyrstelige Lensmænd. Der tales oftere om,
at Kongen blev «udsonet* med Jyderne, saa man ser,
at mange Stormænd i Jylland har taget Parti mod
Erik, hvis Vilkaarlighed havde vakt Utilfredshed
og Harme. Kongemordet i Finderup, hvis Ophavsmænd
aldrig blev afslørede ved nogen fyldestgørende
Rettergang, var da øjensynlig et Udslag af Fyrste-
og Adelsforbitrelsen.
De egenlige Mordere opfattedes straks af
Folkestemningen som blot lejede Banditer. Af de
senere til Fredløshed dømte Adelsmænd var der kun
en, Arvid Bengtssøn, der beskyldtes for umiddelbar
Delagtighed i Mordet, medens en, Rane Jonssøn, dømtes
for Forræderi. Af de fra først af mistænkte stod
Hertug Valdemar af Sønderjylland saa højt, at der
ikke kunde være Tale om at stemple ham som Fjende;
han maatte vindes og
G. Brandes: Samlede Skrifter. XV.
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
