Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Dansk
fatteren selv læste dem; først da blev de Vers; først
da fik de Form. De er saa personlige, saa inderlige
i deres underlige Leddeløshed, at man maatte høre
dem med de Pauser, Digteren lagde ind, og den Dybde,
han meddelte deres Enfold.
Holger Drachmanns Vers taler, saa gode og
vellydende de er, med høj Røst om det Utøjlede
i hans Væsen. Næsten aldrig paalægger han sig
en Strofes Tvang. Han søger ikke som andre en
Tilfredsstillelse i at lade Vingehesten bevæge sig
frit under Formtvangens Seletøj, eller en Styrke i
at overvinde de Vanskeligheder, som Bevaringen af en
regelbunden Form frembyder; han gaar uden om Reglen,
sprænger den gængse Orden, lader Vanskelighederne
ligge og lader paa én Gang dristig og magelig sin
Poesi flyde ud i regelløse, af Øjeblikkets Stemning og
Indhold bestemte Rytmer. Alt i hans Versbehandling er
Bredde, Sorgløshed, Flugt, Mesterskab i det Store og
Hele, Ligegyldighed for det Enkelte og Smaa, derfor
nogen Enstonighed i Velklangen, men aldrig et Glimt
af Kunstleri eller Manér.
Man huske i Modsætning til hans et Par af
de yngre danske Digteres Vers. De er helt
forskelligartede. Niels Møllers f. Eks. Det er en
Sprogkenders og Sprogkunstners Vers; der er ikke et
Ord i dem, som ikke er omhyggeligt valgt, og hans
Ord er ikke hentede af Dagligtalens Forraad, men af
Sprogets Gruber. Aldrig er disse Vers trivielle, men
de kan klinge lidt tvungne og lærde. Dog kan de være
klassiske i deres strenge Simpelhed som Grænsevagt og
overgivne i deres Fuldkommenhed som et lystigt Digt
til Ernst Bojesen, der desværre er senere end nogen
Samling, Niels Møller har udgivet.
Et Kunstnersind af anden Art fremtræder i Sophus
Michaélis’ ypperlige Vers. Ogsaa han er som de andre
Yngre, (den sære og fine Stuckenberg, den særere,
mærkeligt nynnende Sophus Claussen, den kærnefulde,
kraftigt stemmende L. G. Nielsen) saare langt fra
Drachmann. Det varede noget, før Michaélis fik sin
Ejendommelighed udpræget; nu er han Artist som faa
af de andre unge Lyrikere, bruger Ord og former
Rytmer med den mest bevidste Kunst. Han tilstræber,
hvad Drachmann aldrig har villet stile imod, den
tætteste, fasteste Form, Vers, der indprenter sig
uforglemmeligt ved Klangens Overraskelser og Rimenes
Nyhed. Undertiden glipper Taget for ham; men i Reglen
formaar han at hamre Ordene ud i Plader som Staal,
at brænde dem sammen til Billeder som Emalje og at
faa dem til at synge under et Klokke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
