Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk
91
umuligt Egennavn for dermed at tilstoppe
Hullet. Saaledes i Posthuset: «Han gik derhen, og
uforsagt Fuldmægtigen fortæller, hans Husbond hedte
Næller», Saaledes maa i Paludan-Mullers Danserinden,
hvor Helten hedder Charles, Skurken bære det
besynderlige Navn Maries. Digteren i Modsætning til
Rimsmeden kendes ellers paa, at i hans Øre klinger
først det væsenlige Ord, der maa staa sidst, og
næsten samtidigt indfinder Rimordet sig usøgt; han
har Strofen i sit Hoved som et Hele. Især hvis Rimet
gentages, er det imidlertid uundgaaeligt, at der
i Versene findes hvad de Franske kalder chevilles,
Rimord, der er blot Fyld, om end rner eller mindre
godt ukendeliggjorte som Fyld. Hos de virkelige
Digtere spores de neppe af den almindelige Læser. Men
selv i de ypperste Vers forekommer de af og til.
Et af de i metrisk Henseende fortrinligste Digte
i vor nyere Poesi er Sophus Michaélis’s mærkelige
Co//eonz; faa Digte er mesterligere rimede end dette,
og Michaélis har ingenlunde her villet, hvad han
undertiden er fristet til, godtgøre sin Evne til at
overvinde Vanskeligheder: thi hver Strofe har i tre
Linjer kun et enkelt Rim. Alligevel er her ikke altid
hvert Ord bestemt ved Tanken. Dette er Tilfældet i
den helt udadlelige Strofe:
Han er ikke i Harnisk formummet - orn hans Albu og
Lænd, om hans Skuldre har Malmen sig krummet.
t
Men det er en lille Plet, naar det i Digtets Slutning
hedder: «Ved sin Død blev han højsat til Hest i
Bronce og Malm*; thi Bronce er allerede Malm. Og
i den følgende Strofe turde den første Linje, som
ikke kræves af Meningen, være vel stærkt betinget
ved Nødvendigheden af den sidste:
Han er langt fra de gyngende Vover. Han rider som
Torden paa Tage, og Kirkerne tramper han over.
Det danske Sprog er fuldt saa udviklet i Vers som
i Prosa. I Prosa føles de Mangler, der i Kraft
af Sprogets historiske Udvikling hefter ved det,
adskilligt mere. Vei at mærke, ikke hos de Digtere,
der gengiver Talesproget, og som hverken behøver at
agte paa Grammatik eller Sprogrenhed, men for hvem
Reglen ikke sjældent vil være: Jo galere og grimmere,
des bedre! Ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
