Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Albert Thorvaldsen
127
kunst. Deri er intet Ondt. Men der udkræves en vis,
ikke klædelig, Naivetet til netop at skrive om det,
man aldeles ikke forstaar sig paa. Og forunderligt
nok, just hvor Thorvaldsen virker stærkest og
griber mest, hvor han griber selv Den, der et
Menneskeliv igennem har kunnet hans Arbejder udenad,
der er Hr. Mauthner mest ufølsom, ja for fuldt Alvor
opbragt. Han har kastet sin ganske særlige Uvilje paa
Statuen Haabet. Han skriver: «Men hvad Thorvaldsen var
i Stand til, naar han gik i Winckelmanns Ledebaand
og lod sig besnære af en kritikløs Begejstring
for Grækenland, er rent ud skrækkeligt og lidet
opbyggeligt at skue i en Billedstøtte af Haabets
Gudinden Han forklarer videre, at Thorvaldsen
(denne Skønhedstilbeder) «forveksler det Gamle
med det Skønne*, han «kom nemlig til sin simpelthen
latterlige Haabets Gudinde ved en Tilfældighed i sine
arkæologiske Studier .... han haabede at frembringe
en særlig religiøs eller filosofisk Virkning ved
Træetheden.»
Dette er nu ikke en behagelig Spøg, et Forsøg paa
Vittighed af mer eller mindre heldig Art. Nej
for fuldeste Alvor, i pur Troskyldighed finder
Hr. Mauthner dette uforlignelige, i Ordets sandeste
Forstand inspirerede Kunstværk - saa stort og simpelt
i sin Stil, saa højtideligt stille i sin Stemning -
skrækkeligt, simpelthen latterligt Ja han gør sig
til deraf; han føler sig som Oppositionsmand, som
«Kætter», idet han siger det. Det er som om En, der
var berøvet Lugtesansen, vilde kalde sig Kætter med
Hensyn til den Overtro, at Rosen lugter godt.
Tale ilde om Haabet l Hr. Mauthner føler ikke, at man
maa være forladt af alle Kunstens gode Aander for at
gøre det. Det Eneste, han ved denne Statue agter paa,
det er Benyttelsen af den lille æginetiske Gavlfigur,
der blev omarbejdet, ja omskabt i den. Han ser ikke
engang, at Thorvaldsen ikke nøjedes med en Gentagelse
af det antike Forbillede, men - greben som han var
af den uskyldige Symmetri i Skikkelsens Forhold,
den iøjnespringende Ligevægt i dens Holdning - i
Kraft af sin moderne Følemaade optøede alt det i hin
arkaistiske Skikkelse Frosne, satte den i Bevægelse,
i Gang, eller som Julius Lange har udtrykt det,
^benyttede den fuldkomment rette Holdning til at
give Indtrykket af en festlig, uforstyrret Gang,
som om vi i en Aabenbaring skuede en Skikkelse fra
e*i anden Verden, der ligesom kommende fra Dybet af
en uendelig Fjernhed skrider os stille i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
