Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Ludvig Heiberg
151
Ingen, der fra sin Ungdom af har elsket Heiberg,
finder nogen Fornøjelse i at nedsætte ham. Men det
gaar ikke an at overøse ham med ufortjent Ros. Han
var en betydelig Personlighed, en aandeligt fornem
Mand; men han var fornem, som den fine Mand er det,
ikke som den store.
«Han var af dem, der bestandig var vaagen til at
lære». - Stik modsat. Han var af dem, der meget tidlig
lukker sig og forbliver fuldstændigt uimodtagelige
for det Ny. Han var af dem, der saare tidligt forbenes
i en Fordom endog overfor det ypperste Gamle.
Hans Fejde med den tyske Digter Hebbel er pinlig;
ikke en Anelse hos Heiberg om Hebbels Værd. - Hans
Domme om Victor Hugo og om hele Slægten fra 1830 i
Frankrig er en Uværdighed. Han kalder de franske
Romantikere for «en eneste stor Røverbande». -
Samtidigt oversætter han Scribe og roser Dela-vigne. -
Hans Uforstand overfor Richard Wagner er beskæmmende
for Danmark. Danmarks første Kritiker har ingen anden
Betegnelse for sit Indtryk af Wagners Den flyvende
Hollænder end denne, at det er ham, som saa han
«de mindre Gale spille Komedie for de mere Gale*
i en Sindssygeanstalt. Ja, saa fordomsfuld er han,
saa fornaglet overfor det Ny i hans nærmeste Nærhed,
at han forkaster saavel Bjørnsons som Ibsens første
Skuespil, endda med den Begrundelse: «Et norsk
Teater vil neppe fremgaa af Laboratoriet for disse
Eksperimenter; det danske trænger lykkeligvis ikke
dertil» - altsaa ikke til Ibsens og Bjørnsons Dramer.
Engelsk Kultur var for Heiberg saa temmelig en
lukket Bog. Men man kunde have troet ham modtagelig
idetmindste for Shakespeare. Han havde ikke desmindre
en Slags Uvilje imod samme Shakespeare, satte ham
som Digter dybt under Goethe, kunde blot nyde ham
og vilde kun spille ham i Sille Beyers gruelige
Gammeljomfru-Bearbejdelser, der stundom skar Halvdelen
af Handlingen bort.
«Han lærte de Danske at vrage*, siger Svend
Leopold. Desværre ikke at vrage Scribeske Lystspil,
Duftvaudeviller, Søndage paa Amager, men at vrage
Shakespeares Djærvhed, Hugos Himmelflugt, Wagners
Gennembrud, Hebbels tunge Alvor.
«Han var uden Frygt og Dadel» siger Svend Leopold. Han
fortjente ikke desmindre forsaavidt Dadel, som der for
hans Selvgodhed end ikke opstod Frygt for at vildlede
ved som Smagens Talsmand at tage saa groveligt fejl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
