Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 Christian
Richardt
Fald ned for alle Sjæles Gud,
fald ned for Ham!
Saa kaste vi paa Herrens Bud
vor sidste Rug i Mulmet ud,
og glemme Storm og Vinterslud
og Skaar og Skam.
Da skal fra Danmarks lyse Vang
for onde Dages Tugt og Tvang
højt svinge sig en Takkesang
til Ham!
Dog var Richardts Digterliv viet til Danmark, saa
var det særlig viet det danske Sprog, og det er
paa Modersmaalets kunstneriske Udformning, at hans
Hovedbetydning for Eftertiden beror. Han, som har
skrevet de smukke Linjer: «Du gav os dette jævne Maal,
i Svulmekraft et Hav» - under hans Hænder blev det
Hav og Marmor, fik brusende Melodi og plastisk Form.
Han gjorde Sproget taktfast, fik det snart til
at danse let som Løvet, snart til at bevæge sig
gravitetisk som i hans uforlignelige Menuet. Han gav
dette bløde Sprog Fasthed, dette e-Sprog Lurklang og
Orgelklang, fik dets af Taagen angrebne Stemme til at
synge saa fuldt og rent som Svensk eller Italiensk.
Paa hans musikalske Kunst er de Beethovenske
Stemninger en Type, Adagioen med sit Anslag:
En brusten Harpe er mit Sind, som dirrer vildt for
Nattens Vind.
Allegrettoen:
I tusinde Solglimt, I puslende Smaa, som klarende
Vældet og rødnende Fjældet og kantende Løvet og
stribende Støvet saa legende gaa! Her er en Bedrøvet,
som trøste I maa.
Endelig Prestoen:
Nej det spænder og det brænder og det jager i mit
Bryst, og det hamrer og det jamrer og det klager
uden Trøst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
