Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 William
Schou
Med ham mister vor By en af sine originaleste
Personligheder, fuldt udpræget og mangesidig. Faa
ethvert Punkt ejendommelig uden paa noget Punkt at
være sær. Bredskuldret, smuk og elegant, som han var,
et Aasyn, som fik sin Karakter af det livlige, kloge
Blik og det martialske Overskæg, bragte han Munterhed
og Humør med sig i enhver Kres, i hvilken han traadte
ind. Hans Tale, som modtog en egen Ynde af den svage
lollandske Betoning, var fuld af humoristiske Indfald;
han kunde være overgivent barok; og det mindste, han
fortalte, fik hans Lunes Særpræg. Paa Tomandshaand
var han hyppigst alvorlig, lagde i de senere Aar vel
endog en vis Tilbøjelighed til Tungsind for Dagen;
thi han vidste at han var syg, og han havde altid,
trods sit Væsens lyse Farve, taget Livet alvorligt.
Et Lune af Skæbnen havde gjort ham til Inspektør for
Kvægtorvet. Men han havde mere Lune end Skæbnen. Paa
samme Tid, som han ypperligt styrede sit Embede,
forstod at tumle Slagtere, Kvæghandlere og Drivere
med den naturlige Myndighed, han besad, og med
den kraftige Røst og det saftige Ord-forraad, som
dertil udkrævedes, vedblev han at nære den varmeste
Interesse for alt, hvad der var af Aand, Mennesker,
Bøger og Billeder. Han var i høj Grad dansk af
Sind og Humør, men hans kunstneriske og literære
Dannelse var nærmest fransk. Til hans Vennekres her
i Byen hørte P. F. Rist, Pietro Krohn, Arnold Krog,
Overlæge Feilberg, Erik Henningsen, Otto Benzon,
William Bloch.
Han havde den lille Genvordighed at blive udnævnt
til Justitsraad, men det bed ikke paa ham, var kun
en humoristisk Ejendommelighed mere ved ham; det
passede saa snurrigt til det Overgivne og Djærve i
hans Væsen. Han hørte til dem, som endnu i ældre Aar
kan le hjerteligt og højt som ellers kun Ungdommen. En
Anekdote, fortalt af ham, blev et Kunstværk. Han
undredes aldrig, naar Ungdommen begik en dum Streg;
kun overfor Gammelklogskaben, som efter hans Paastand
bestandig mødte ham hos vore Dages Ungdom, stod han
slagen, pinligt berørt, uden Medfølelse og næsten
uden Evne til at forstaa.
Han var en Mand med Hjerte, Forstand og Vid, hvis
gode og sjældne Egenskaber var saa særegent blandede,
at hans aandelige Aasyn blev saare udtryksfuldt og
ganske originalt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
