Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 Viggo
Hørup
L’hombre-Indbydelse fra den Mand, der stod som Bergs
sandsynligste Redaktør-Æmne, var han tilbøjelig
til den Tro, at Skyen var dreven over. Og saaledes
hævdede han altfor længe Usand-synligheden af et
Forfatningsbrud. Men neppe var den provisoriske
Finanslov 1885 udstedt, før han uden at spilde
et Minut paapegede, hvor Faren nu laa, idet han
uforfærdet ved det Skete straks spurgte: Kunde der
hænde noget Værre? og svarede: «Ja, at vi gik hen
og gjorde dette lovligt^. Fra det første Øjeblik
af var han paa sin Post mod den Fare, at Blødheden
og Slapheden i det danske Folk kunde eftergive
Ministeriet Forfatningsbruddet, saa at en Nedbrydelse
af Retsfølelsen, det netop gjaldt om at opretholde,
fulgte paa Retskrænkelsen, der i og for sig havde
mindre at betyde.
Derfor gik Forliget ham saa nær. Derfor skænkede
han, da det kom, end ikke det samtidige Nederlag
for Venstre ved Valget af Borgerrepræsentanter i
Kjøbenhavn en Tanke. Derfor brugte han senere om
Forliget det vittige Udtryk, at det havde vi ikke
tænkt os til, men siddet os til, og at det bar Præget
af denne Oprindelse.
Alle har fremhævet, hvor dæmpet han var i sin
Fremtræden og daglige Udtryksmaade, hvor let det
var at arbejde sammen med ham, med andre Ord, hvor
fast og udviklet en Karakter han var. Da Berg i
1883 brød med ham, sagde Hørup kun de Ord om ham:
«Han er et stort Barn» - Ord, som Ingen nogensinde
kunde anvende paa ham ,selv. Han var fra første Færd
af helt en Mand, aldrig klagende, aldrig hoverende,
aldrig kommanderende, ens.
Han har maattet arbejde med sig selv, før han naaede
denne Selvbeherskelse, der aldrig tabte Ligevægten
eller gav sig en Blottelse, og som, endog naar hans
Angreb var lidenskabeligst og hans Ironi snærtede
tilblods, sikrede, at han ikke sagde et Ord mer,
?nd han vilde.
For ham stod den politiske Agitation, der gik ud paa
at ildne Sindene imod et nedværdigende og nedbrydende
Styre, som "en saa berettiget Sag, at han end ikke
mente, de Overdrivelser og Ubilligheder, den medførte,
trængte til noget Forsvar. Som han en Gang skrev:
Ogsaa til daglig Brug løber der Ræve gennem Rugen,
men kun med en Lunte i Halen stikker de Filistrenes
Marker i Brand.
Aldrig veg eller endog blot blinkede han, naar
hans agita-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
