Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 Herman
Bang
Sikkert har den megep Grubien over Forholdet mellem
Slægten og den Enkelte overhovedet ført Herman Bang
ind paa den fysiologiske Grundsynsmaade, han er
bleven tro; den har tidligt stillet ham tvivlende
overfor den overleverede Lære om Viljens Frihed, og
har bidraget sit til at bevare ham saa rationel, som
ban bestandig er forbleven, endda det skulde synes,
at han i sit Temperament havde stærke Tilskyndelser
til at indlade sig med det Forstandsfremmede eller
Forstandsfjendske. Men nej, trods et overstrømmende
Følelsesliv, en dirrende Ømfølsomhed, et Grundhang
til at vugges af Stemninger, løftes og især sænkes
af dem indtil Tungsindets sorte Afgrund, er han - i
Modsætning f, Eks. til Strindberg eller Garborg eller
Jørgensen i Norden, Bourget og Huysmans i Frankrig
- forbleven rationel, i hans eget Sprog maaske
«materialistisk*, skønt Ordet er lidet træffende. I
ethvert Tilfælde afgjort virkelighedskær. Hans
modtagelige Nerver er ikke svage Nerver.
Dog paa samme Tid som Bang saaledes grublede over sin
Sammenhæng med den fædrene Slægt, den «gamle* Slægt,
droges hans Følelses- og Fantasiliv naturligvis ikke
mindre stærkt til hans Moder, der jo kom ind i denne
gamle Slægt «ny og frem-med». Han tilegnede hendes
Minde Romanen Tme, hvis Indledning skildrer og takker
hende. Hun forekommer under det Navn Stella, hun i
de nye Bøger bærer, allerede i Haabløse Slægter. Det
hvide Hus drejer sig alene om hende og maler hende med
sønlig Kærlighed og Begejstring, men mærkværdigt nok,
hvad der i højeste Grad er anerkendelsesværdigt, uden
ringeste Forherligelse; der tillægges hende ikke en
eneste stor Egenskab uden en ubestikkelig Sanddruhed;
hun staar som et Billede, der er «Ungdom og Smil,
Ynde og Sorg, Glæde med bedrøvede Øjne, Tungsind, der
ler med en kruset Mund; hjælpeløse Hænder, som kun
véd at hjælpe de andres Nød, fine Lemmer, som myger
sig i Solen og fryser, naar Sol gaar ned . . . Ingen
Rose, ingen Lilje heller. En selsommere Blomst med
sære Fibrer, en mangefarvet Kalk, skøn i Lyset, som
mod Aftenstid lukker sig sky». Livfuld Naturlighed,
en undertrykt, men sydende Uafhængighedsdrift,
utilfredsstillet Længsel efter Elskovslykke,
Hiertensgodhed, megen barnlig og barnagtig Lyst til
at se alle Væsener tumle sig frit, er Egenskaber
hos hende, der lyser frem af Sønnens Erindringer;
saa er der dertil lagt hende visse skærende sande,
pessimistisk bitre Ytringer i Munden, der føles som
hans egne, ganske paa samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
