Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herman Bang
213
Maade som i den næste Bog Bedstefaderen nu og da
taler tungsindigt om dansk Politik i Vendinger, som
er Sønnesønnens. Men Bang har sat sin Moder det Minde,
han foran Tine fortæller, hun har bedt ham om.
Grublende som han er, har han imidlertid ikke nøjedes
med at forklare sig selv og sit Forfatterskab ud fra
Slægten. Han har ført det tilbage til Land og Tid. Det
er væsenlig bestemt ved hans Fødsel paa Als og ved
Aaret 1864, hans store Oplevelse som seksaarig Barn,
der greb ind i Familiens Liv og fordrev den fra Øen. I
Slutningen af Stak siger en Person disse sande Ord
om 1864: «Jeg tror egenlig, vi mistede alle et eller
andet usynligt Ben eller en Arm, og hemmeligt gaar vi
vanføre omkring og har aldrig forvundet Blodtabet*,
og han forklarer en stor Del af den urolige Virksomhed
i Landet sidenhen saaledes: «Det er ikke andet end
Saarfeberen fra Dybbøl.»
Der er noget af denne Saarfeber i Blodet hos
Bang. I Det hvide Hus hedder det om Moderen:
«Hun havde Vandresyge». Denne Vandresyges Uro
er gaaet over i hans Stil. Men gennem hans hele
Livsværk drager sig Billeder fra Krigen, Minder
om Ydmygelsen og Nederlaget. Træffende og dybt
har han selv derfra udledet sin Tilbøjelighed til
at skildre «Sammenstyrtning, Tilintetgørelse, Død,
Ruin». Og hans Arbejder hører hen med til den Gruppe
af Bestræbelser, som har fundet Sted for at retlede
Slægten i dens nye Stilling efter Sammenbruddet, er
hvad Troeis-Lund nylig kaldte «et Enkeltudslag af en
stor Fællesbevægelse i Danmark efter 1864 med Folkets
Genrejsning og Selvhævdelse som Maal», kun at man
ikke maa vente Frejdighed af Bang, alene Afsløring.
Forsaavidt Flegma og koldblodig Ro er danske
Egenskaber, maa Herman Bang kaldes meget udansk. Hans
Følevornhed er dog kun den Overdrivelse af dansk
Blødhed, der møder os hos H. C. Andersen, en af hans
aandelige Stamfædre. Og J. P. Jacobsen, hvem han
saa indtrængende har studeret, var saare dansk. Det
Sygelige hos Bang virkede en Tid lang som Unatur,
fordi han selv kælede for det. Han sætter en Art Ære
i ikke at være sund. Han har aldrig givet sig ud
for at være, hvad Digteren ellers fremfor Alt vil
synes: frisk. Der et gabende Svælg mellem ham og
Aander som Poul Møller, Julius Lange eller Henrik
Pontoppidan. Denne sidste er endog, øjensynligt af
Lede ved den yderligt dramatiske Stil i Roman og
Novelle, vendt tilbage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
