Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214 Herman
Bang
til den gammeldags ligefremme Fortællen. Men
Bangs nervøse, Fortællerstil med dens undertiden
forvirrende U-ro har intet fremmed Præg; den er
saare nær beslægtet med Jonas Lie’s. Og det er mange
Aar siden der lod sig spore fremmed Paavirkning hos
Bang; neppe siden han i Indledningskapitlet til Stak
efterlignede Indledningen til Nana.
En mærkelig Særhed hos ham som Stilist er hans
Indbildning at kunne skrive Vers. I et Land, hvor
Versets Kunst staar saa højt, er det ugørligt at
tilbyde som Vers Linjer uden Velklang, uden Rytmik,
uden varsomt og sikkert Ordvalg. De har ikke andet af
Vers end Fordrejelsen af Ordenes naturlige Orden; men
Bang tror, at han er poetisk, naar han i Steden for
.at skrive: «Men da saa mit skræmte Øje et frygteligt
Syn», lader trykke:
Men da, et frygteligt Syn mit skræmte 01 e saa.
Dog dette er kun en Særhed blandt de talrige, der
udgør Manden og hans Talent. Hvis Dr. Moreau har
Ret i sin gamle Sætning: «Geniet er en Nevrose», saa
er Herman Bang et Geni. En Nevrose er han i ethvert
Tilfælde.
Som Roman- og Novelleforfatter er Herman Bang den
skælvende Nerve i det danske Aandsliv, overfølsom og
spændt.
Selvfornemmelse, Slægtfølelse, Fædrelandssind,
alle stærkt udviklede, opløser sig hos ham i Vemod,
bliver intensive, haab-løse, tilbageskuende.
Hans Formaal som Kunstner er, ogsaa hvor han er
sysselsat med Fortiden, Gengivelsen af Øjeblikkets
dirrende Liv. Han giver det mod en Baggrund af
Tungsind.
Yderligt selvfølende og medfølende, som han er,
udmunder i Kraft af Tungsindet alle Følelser hos ham,
Beundring og Sværmeri saa godt som Deltagelse med
Tilværelsens Ofre, i en omfattende Medlidenhed.
Livets Uro savnes aldrig i hans Bøger, men vel et
Hvilepunkt. Han frygter kun Livløshed, ikke Fagter,
St. Veitsdans, Nervekrampe i Foredraget.
Hans Fortællinger er Skuespil uden Aktinddeling, med
stakaandet Replikskifte. Hans Stil er en Lyskaster,
der hvert Øjeblik flytter Lyset, derfor ogsaa Mørket,
og ikke under den Læsendes Opfattelse nogen Ro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
