Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216 Hans
Kaarsberg
da ikke et almindeligt Haandværks; men Drachmanns
farende Svende synes ikke heller at komme
derfra, og han har tilfælles med dem Kækheden,
det Samfundsudæskende, Durtonen i alt hvad han
siger og synger, Fremmedheden for det Dæmpede,
Hemmelighedsfulde, Klogttavse, Glæden over Jorden i
ensomt Drømmeliv og Flakkeliv, i hastigt vekslende
Stemningers Opsving og Nedslagenhed, i den muntre
Støj af Fuglekvidren, Bægerklang og Jægerbøssers Skud
i Skud.
Og dog er denne farende Svend alvorligere og
tungsindigere end Drachmanns. Han er som alle store
og smaa moderne Titaner en lænket Titan. Han føler
med Kongeørnen, hvem den hellige Skomagers fregnede,
langbenede Dreng har vingeskudt og som maa sidde
forpint med Snor om Vinger og Fødder i Buret, der
er anbragt i det lave, kvalme Skomagerværksted. Han
formaar at leve sig ind i den stærke Bjørns Sjæleliv,
mens den Vinteren igennem ligger i Hi; han kender de
ængstende Drømme, der under Vintersøvnen hjemsøger
den, deriblandt den frygteligste af alle Vinternattens
Drømme, Bjørnehiets Mareridt, at Menneske-Uslingerne
fanger Bjørnen levende, smeder den en Mundkurv,
stikker den en Jernring gennem Næsen, giver den en
Stav i Kløerne og lader den Usleste slide i Ringen,
mens Pøbelen ler. Han sammenligner sin smertelige
Udlængsel, en Smerte, som efter hans egne Ord
«faa Mennesker kender fuldtud*, med Vandrefalkens,
naar den stakaandet og med gabende Næb basker mod
Fuglehusets snavsede Stænger, eller med den sorte
Panters, «naar den pludselig springer fra Burets
Krog, fra glødende Drømme paa stinkende Halm,
og hvæsende ryster Jernstængerne med sine endnu
frygtelige Klør». Hans Fantasi følger her Veje,
ad hvilke Kaalunds som Lyriker gerne gik.
Der er megen Lyrik i hans egen Natur, ikke erotisk
Lyrik, ikke Nattergalelyrik; Stærelyrik kunde man
kalde det. Han synes at have tænkt paa sit eget
inderste Væsen, hvor han skildrer Stæren, der midt i
sin hastige «Klarinet-Tremolo» til Hunnen bryder af,
lader Hunnen flyve, og med stille, sænkede Vinger,
med de kloge, klare Øjne skuende opad mod den blaa
Himmel, med sit gule Næb fløjter den Tone, der hverken
er Visens eller Salmens eller Elskovssangens, men
Stærens egen, en betagen Sjæls Henrykkelse over den
varmende Sol og den vaagnende Natur.
Han er som Landskabsmaler, Marinemaler, Dyrmaler
afgjort lyrisk, saa virkelighedstro han end er. Han
glæder sig ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
