Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Kaarsberg
219
Og ret skrækkeligt er det, at her de berømte Navne
gaar i Spidsen. Det giver et Sæt i Læseren, naar
han i Drachmanns Brav-Karl midt imellem nogle af
de smukkeste Sange, der findes paa Dansk, snubler
over Vendinger som: For en Skruestik! o: Hvilken
Skruestik! eller: For gode Mennesker, der er i
Verden! Von Tyboe vidste godt, at det paa Norsk hed:
Æg maa lage meg til; men han sagde dog paa Dansk:
Jeg maa lave mig til. Hvis de danske Poeter lavede sig
til at generobre Norge, Skaane, Halland, Blekingen og
Estland, saa Kongen af Danmark engang igen med Rette
kunde kalde sig de Venders og Goters, saa vilde de
maaske overvurdere deres Kræfter en Smule, men ingen
Dansk kunde tage dem denne Bestræbelse ilde op. Dette
Abeagtige derimod, som ytrer sig i, at hvad de læser,
smitter af paa dem, saa de glemmer deres Modersmaal
derover, er ret nedslaaende og virker, dobbelt
uheldigt paa en Tid, hvor Nabofolkene saavel i Øst som
i Syd svimler i Fædrelanderi og visselig ikke røber
ringeste Tilbøjelighed til at efterskrive dansk Sprog
eller Stil. Hvem skal værne om Sproget og udvikle det
i dets Aand om ikke "Digtere og Skribenter! Men den,
der kan sige: Hej,, for et Held! har mistet Sansen
for, hvad der er dansk og udansk.
Saadanne Pletter ærgrer des mere, fordi Hr. Kaarsberg
ellers fører en saa veltalende og malerisk Pen. Han
kan nu og da anvende for burschikose Vendinger
(som hans Yndlingsudtryk: Skidt eller Kanel),
men han har Evnen til at fremvirke Stemning. Han
kan male Havets evige Farveskifte og gengive dets
snart stigende, snart dalende Musik. Han kan give en
Forestilling om Nattens Mørke i en Sumpegn med dens
Lydhørhed og dens Udvisken af alle Linjer og Former,
om øde Skovmarker, hvor Snestormen har kastet de
sorte Stammer mellem hverandre, saa de ligger der
«som Pinde i Skrabnæsespillet*. Han dvæler tidt
ved Efteraarets Vemod og hvad det for Mennesket
varsler om, det Tidspunkt, hvor Alt er forbi. Ja,
han har i Grunden givet sig selv helt og holdent i
disse Naturskitser, sin Hu, sin Samhu. og sit Liv saa
fuldstændigt, at han har foregrebet sin Død. Paa de
sidste Blade af Hr. Joachim i Afsnittet Den sidste
Nat har han øjensynligt fremstillet Dødsstunden,
som han haaber den for sig selv, naar han engang fra
den stærke og utrættelige Jæger er bleven den forhen
saa stærke osv., og har udmalet sig de Følelser,
han tænker sig i denne Stund at maatte gennem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
