Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222 Digterisk Behandling af
Forbrydelse og Straf
dem ikke blot som aldeles uskyldige, men som Helte
og Heltinder. I Sammenligning med dem tager den hele
embedsrette Verden, der dømmer dem, sig ud som en
eneste Forbryderbande.
Saa langt Tolstoj er fra at være en Oprører og
saa lidet han i sin Roman Opstandelse giver sig af
med politiske Mordforsøg, saa gaar han dog i sin
Medfølelse med Retsplejens Ofre og i sin Fordømmelse
af den hele Dommervirksomhed, hvad enten den udøves
af Nævninger eller af faglærde Mænd, endnu videre end
en Revolutionær som Stepniak, netop fordi han slet
ikke tager andet for sig end en ganske almindelig
Kriminalsag. Han lader det ene af Rettens Medlemmer
være den egenlige, fjernere Aarsag til den Anklagedes
og Dømtes Ulykker.
Mindre sammensat er det sjælelige og sædelige
Spørgsmaal i de Tilfælde, hvor den Anklagede
simpelthen er uskyldig og hvor en Retsvildfarelse
begaas. Her kan naturligvis opstaa yderligere, ja
umaadelige Forviklinger, i Fald stærke Samfundsmagter
efter Vildfarelsens Opdagelse anvender alle Midler for
lige fuldt at lade den forblive i Kraft, som det skete
under den sidste store Statsaktion i Frankrig. Men
ellers er Valpladsen her forlagt fra det politiske
og moralske Omraade til det intellektuelle.
Det kan nu tænkes, at Dommeren simpelthen er yderst
enfoldig, da kommer vi ud i Vaudevillen eller i Farcen
som i Hostrups gamle Eventyr paa Fodrejsen. Eller
han kan være et særdeles godt Hoved, men ærgerrig og
indbildsk, en Levemand uden altfor mange Skrupler,
en daarlig Menneskekender uden sædelig Finfølelse,
der halsstarrigt gaar videre og videre ad sit Vildspor
som i Brieux’s Den røde Kappe.
Hos Palle Rosenkrantz tænker den iltre, selvsikre
Dommer ikke paa at opnaa Forfremmelse ved sin
ilde anbragte Tjenstiver. Det er ganske vist let og
forsigtigt antydet, at han er svag for smukke Kvinder,
og han møder af den Aarsag nogen Misbilligelse
hos Præsten; men dette Forhold har ikke gjort ham
forsømmelig eller skødesløs i sin Retspleje. Han
er rettænkende, skønt han i højere Grad end det i
Bogen udtrykkeligt siges, er indskrænket, hjerteløs,
hidsig og brutal. Hele Vægten hviler paa, at han
tager fejl og lader et Medmenneske bøde grusomt for
sin Fejltagelse. Langt mindre mod ham som Enkeltmand
end mod det hele System, hvortil han svarer, er da
Bogens alvorlige Anklage rettet. Men saa smuk og
stærk er den Følelse, der ligger bagved, at Skriftet
snarere er. ment som en almindelig Ad-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
