Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterisk Behandling af Forbrydelse og Straf
223
varsel til dem, der dømmer, end som Angreb paa
Inkvisitions-principet; thi Rosenkrantz har stærkt
og tydeligt nok udtalt, at intet Princip sikrer mod
den Uret, Vildfarelsen har i Følge. Han véd, at det
er paa højere Kultur og bedre Menneskekundskab og
mere udviklet Dømmekraft, at det til syvende og sidst
alene kommer an.
Med overordenlig Flid og Omhu har han sat sig ind
i hin gamle bornholmske Mordsag, gransket ikke blot
Protokoller og Aktstykker, men Landet, Befolkningen
og Mindet orn de i hin Sag optrædende Personer. Han
-kender Befolkningens særegne Udtryksrnaade,
f. Eks. det pudsige Udtryk «en ført Mand* om en ikke
paa Øen Indfødt, som bosætter sig der. Og i alt,
hvad der gengives af den stedlige Almues Udsagn, er
det, som hørte man den bornholmske Betoning. Alle
Traadene er fortræffeligt redede fra hverandre,
og de vigtigste Personer har hver sit tj^delige
Aasyn. Lidt betænkelig bliver Læseren kun, hvor i
de mange Samtaler det Tildigtede blander sig stærkt
med det Stadfæstede. Uden Tildigtningen, hvis Formaal
kun er at levendegøre, vilde Læseren ganske vist ikke
komme igennem den vidtløftige Retssag. Men undertiden
er Skillelinjen ikke let at spore, og til historisk
Roman egner Stoffet sig nu en Gang ikke.
Har man imidlertid gjort dette Forbehold, saa
maa man højligt anerkende den Sikkerhed, hvormed
Hovedpersonerne, Kan-celliraaden og Avditøren af
Overklassen, Hans Jørgen, Hans Kuld, dennes Kæreste
Rasmusken, den gamle Bonde P. West og Sandemanden
Holst er sete og hørte. Offeret Hans Jørgens Blidhed
og Fatalisme, Hans Kulds Brøsighed og Raahed overfor
Kæresten, overhovedet hele denne Kvindeskikkelse med
dens ulykkelige Skæbne, naturlige Vildhed og gode
Egenskaber staar levende for En. I Bogens Slutning
har Forfatteren lagt sit eget rent menneskelige Syn
paa Sagen i Munden paa den sidst stemmende Assessor i
Højesteret, hvis Tale anføres. Denne Assessor anvender
en for det Aar 1835 mærkeligt nymodens Sprogbrug. Her
falder Palle Rosenkrantz ud af Stilen og anslaar sin
egen Tone.
I andre Bøger har denne hans Tone været en
Verdensmands og et Verdensbarns. Her har den
en vægtigere Klang. Den Maade, hvorpaa han som
Forfatter lader sine juridiske Kundskaber træde i den
menneskelige Dannelses Tjeneste, minder en Smule om
P. V. Jacobsens Holdning i det fine Kriminalstykke
Trolddom.
Saaledes synes da nu i moderne Skønliteratur
Spørgsmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
