Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 Theodor
Bierfreund
Petrarcas stadige Filen og Forbedren af Digtene,
som om denne kunstneriske Lidenskab var andet end et
Fortrin. Han siger «disse Vers, der skulde gælde for
Stemningsudbrud*. De var det. Formens Kunstfærdighed
udelukker ikke Stemningsbevægetheden. Petrarca har i
Grunden selv givet sin uvenlige Kritiker Svar i den
88. Sonet til Lauras Ære, den som begynder: «Hvis
det ikke er Elskov, hvad er det da, som jeg føler?»
(S’Amor non é, che dunque é quel ctt f sento?)
Læseren have blot for Øje den 11. af Petrarca’s
Canzoner, som Oehlenschlager i sine første Digte har
oversat smukt paa Dansk, og han vil se, at Petrarca
endog i et fremmed Sprog har Ynde og Stemning. Hvor
stemningsfuld er ikke Skildringen af Blomsterregnen
i Lauras Skød, da hun sidder under Træet: Blomsterne
faldt allevegne, en paa hendes blonde Fletninger,
en paa Jorden, en i Bækken, en svirrede ned over
hendes Hoved:
den syntes huldt at sige
med vildsom Svæven: Her er Elskovs Rige.
Om en Canzone som denne gælder ingenlunde
Hr. Bierfreunds nedsættende Særmærken af dem alle:
Billederne er unaturlige, de er hentede langvejs fra,
og de passer ikke sammen».
Efter at Hr. Bierfreund har givet et saa ugunstigt
Billede af Petrarca som Kærligheds-Lyriker, virker
det ikke stærkt nok, naar han til Slutning lader
ham vederfares Retfærdighed som fædre-landskærlig
Digter og overhovedet som Patriot, idet han med
Rette fremhæver hans ildfulde Tilslutning til Cola
di Rienzi.
Forfatteren burde vistnok have lagt sin Skildring
af Petrarca bredere an. Denne var først og
fremmest en Humanist, en Dyrker af Videnskaben,
af den romerske Oldtid og det latinske Sprog. Han
forenede alvorlig Videnskabelighed med oprigtig
Religiøsitet, var en Gejstlig uden kirkeligt Sindelag,
en lidenskabelig Angriber af slette Paver og uværdige
Præster. Hr. Bierfreund betegner ham i stærke Udtryk
som Evropas første moderne Aand. Og han har Ret. Men
han siger ikke, hvorved Petrarca var det. Han var
det ved sin Fordomsfrihed, ved sin stadige Kamp mod
den trindt om ham, ikke blot i Folket, men hos hans
ypperste Venner herskende Overtro. Han angreb uafbrudt
Troen paa Mirakler, Anelser og Varsler. Meget lærerig
er i den Henseende en Brevveksling mellem Boccaccio og
ham fra 1362, da Boccaccio havde henvendt sig til den
ældre Ven, dødelig ængstet af en Munk, der vilde om-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
