Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Theodor Bierfreund
233
vende ham og som for at bevise ham sin Evne til
at forudse den ham forestaaende snare Død havde
meddelt ham skjulte Ting af hans Privatliv. Petrarcas
Svar (af 28. Maj 1362) røber en rent forbavsende
Aandsoverlegenhed: Munkens Ytringer bør ikke
forskrække. Boccaccio bør ikke lade sig røre af
dem. Han selv vil ikke af slige Foreteelser lade sig
sin Ret berøve til at læse de hedenske Forfattere. De,
som kender til Videnskaben, tør ikke trække sig
tilbage fra den, selv naar man ved dydige Formaninger
eller Trusler om Døden vil fjerne dem fra den; thi
netop Videnskaben vækker Kærlighed til det Gode
og formindsker Døds-frygten . . . Vel har Paulus
lovprist den Daarskab, der forsmaar Videnskaben,
men enhver ved, hvad den Lovprisning betyder . . .
Petrarcas stadige Fejden mod Juristeriet som goldt
Formvæsen og mod Lægernes Videnskab som ren Humbug
er Vidnesbyrd om hans videnskabelige Aand; Lægerne
grundede i hine Tider deres Kunst paa Stjernetyderiet,
og Petrarca kaldte Stjernetyderne uden videre
Bedragere og Narre.
I strengt Arbejde stræbte han at danne sin
Aand. Han fortjener Tiltro som Menneske, Agtelse og
Beundring som Kunstner. Der er ingen Grund til som
Hr. Bierfreund at betvivle Sandheden af hans Ytring,
at han ikke har kendt Dantes guddommelige Komedie,
før Boccaccio sendte ham den. Da han havde læst den,
omtalte han den med varmeste Beundring, og hans
poetiske Gravskrift over Dante er skøn.
Hans haardnakkede Hang til Ensomhed viser, at den
Hyldest, som fra alle Sider vistes ham, ikke havde
angrebet hans Karakter. Hans Kroning paa Kapitol,
som Hr. Bierfreund ikke tillægger synderlig Vægt,
er mindeværdig som en første rent aandelig Triumf i
en barbarisk, overtroisk Tid.
Boccaccio, hvis Teseide Hr. Bierfreund allerede
havde gennemgaaet i sin Disputats, er behandlet med
Forstaaelse og Deltagelse, om end med det samme Hang
til at forenkle en sammensat Natur, vi allerede
har truffet ved Behandlingen af Petrarca. Lidt
vel udelukkende skildres han som Decamerons
Digter alene. Medens svage Digte og Romaner af
ham gennemgaas, er underligt nok hans værdifulde
Filostrato ganske forbigaaet. Havde Forfatteren dvælet
ved Decamerons Forhold til dens Kilder, havde han
kunnet give en mere punktlig indlysende Skildring
af Boccaccio’s Geni; men som den er, maa Skildringen
kaldes ulastelig. Kun er det lidt urimeligt at opfatte
den hele Decameron som en Hævn, Dig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
