Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238 Valdemar
Rørdam
Genfrembringelse af gammelnordiske
Eventyrfantasier. Ligefuldt er selv Eventyret saa
underholdende, at den, der vil prøve at læse Digtet
højt, vil have let ved at fastholde en lyttende
Kres omkring sig. Versene er saa svært gode, at man
ikke let faar nok af denne skiftende Musik. Der er
f. Eks. et Sted, hvor Bjov-ulv staar paa sit Skib og
med Øjet følger de Runelinjer, den huggende Mast slaar
ind i det stengraa Himmeltag. Her følger Strofen:
Sorgruner og Savnruner og Runer af vild Ve; han kendte
dem, han saa dem før, aldrig skulde det ske. Men der
var andre Runer . af frejdigere Slægt, Runer om Kraft,
Runer om Mod, som hilste ham kækt.
Uden at sprænges rummer denne Strofe i sin Rytmegang
Forsagelsens og Forhaabningernes hinanden afløsende
Stemninger.
Skønt Nibelungenverset er den Stamme, fra hvilken
de mange skiftende Versemaal i Bogen gror ud,
er Mangfoldigheden i Tonefaldet dog tilstrækkeligt
stor. Rørdam bevæger sig i en Afstand udenom Christian
Winthers Versemaal, og benytter det antydningsvis i
Winthersk Stil kun ved et eneste Vendepunkt.
Vilhelm Andersen har i sit Værk om Oehlenschlager
lagt en overordenlig stilistisk Finhed for Dagen paa
det Sted, hvor han nævner, hvorledes Digteren i sin
Alderdom sidder og famler paa de gamle Strenge for at
digte om Ragnar Lodbrok uden dog at kunne finde den
rette Klang. Thi uden at anføre et Ord af Den tapre
Landsoldat, blot ved at indflette en Marchetakt i sin
Sætnings Rytmegang, antyder han her, at man udenfor
Oehlenschlagers Vinduer sang den Vise, der svarede
til Datidens Sindelag i Danmark. Paa en beslægtet
Maade griber det Læseren, naar Rørdam i Afsnittet
Isefjorden slaar ind i Christian Winthers Versemaal
og saaledes antyder, at Sejladsen snart er til Ende
og Sjælland nær.
Mest ejendommelig er Rørdam dog ikke i disse Vers
med det blide Fald. Han tilstræber - og man er ham
taknemmelig derfor - den Kraft og Haardhed, som
engelsk Poesi tidt har forud for den danske. Ved
rig Anvendelse af Pavser opnaar han sjældne
Virkninger. Man agte f. Eks. paa Linjer som disse:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
