Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sophus Schandorph
259
til at udvikles ved ny Kundskab. Tværtimod, han var,
saalænge han stod i sin Kraft, en kundskabstørstig,
videbegærlig Mand, der holdt sin Aands Flamme vedlige
ved stadigt ny Næring. Uden at kunne kaldes lærd
var han overmaade vel bevandret paa sproglige og
historiske Omraader, særligt i romanske Sprog og
Literaturer. Som Aand blev han en Fortæller, som
Fortæller en Skildrer, Udmaler. Den Understrøm,
der var i hans Sjæl af ægte, dansk Lyrik, gjorde
ham altid behersket og dæmpet i Udtrykket for sit
Følelsesliv. Han sagde derfor ogsaa engang til en
Ven: Jeg lider dig bedst, naar du bruger Sordinen. Og
derfor hedder det i et af de mange Digte, hvor han
har udtalt sin Uvilje mod den nationalliberale Lyrik:
«Saa falsk mig lød de moderne Trompeters yndede
Skrald». Men hvor han ret gav sig hen i Skildring
og Udmaling, var der intetsomhelst dæmpet ved hans
Kunst. Han yndede, omtrent som Maleren Zahrtmann,
stærke, skingrende Farver. Og hans Latter var
skingrende som hans kunstneriske Kolorit.
Med Schandorph dør den anden af de Digtere, som det
aandelige Røre i Halvfjerdsernes Begyndelse kaldte
frem. Jacobsen var jo den første, som gik bort. Men
medens de noget yngre Forfattere blot satte sig
i Bevægelse, fordi der nu var Signaler i Luften,
uden synderligt Hensyn til det Murbrud, som var
blevet skudt i de raadende Fordommes Fæstning, var
det anderledes med Schandorph, som var den ældste,
Hele hans Ungdom var gaaet hen under Trykket af
de herskende Tilstandes Ulidelighed. Han havde
vaandet sig under at føle Aandslivet omgærdet af den
Selvgodhedens Ringmur, som var opført af uvidende og
især uforstaaende Mænd. Han havde mangfoldige Gange
selv drømt om at skyde Breche i det Indsnevrende,
men havde følt sig for svag og blød dertil. Nu saa han
Himlen aaben gennem Brechen. Deri laa det, at han med
en ganske enestaaende Varme og Taknemmelighed sluttede
sig til sine Fæller og altid opfattede det, som havde
de brudt Banen for hans Talent. Det Sikre var, at
han nu først som Digter fik Mod til Selvudfoldelse,
og at alle Evner i ham paa meget kort Tid vaktes
og skærpedes. Efterhaanden havde han den Glæde at
blive lige saa yndet som Forfatter, som han ved sin
folkelige Godmodighed og Ligefremhed som Menneske
blev populær.
Det gik dog ikke let eller glat. Som bekendt fejrede
deø kjøbenhavnske Højrepresse - og der var længe
ingen anden -
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
