Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280 Agnes
Henningsen
Da hun virker beroligende, laa det nær at forestille
sig hende rolig. Men hun er ingen usammensat
Personlighed og tværtimod heftig af Temperament. Det
hedder om Datteren: «Akkurat samme Voldsomhed som Fru
Burg». Hun siger selv: Hammel har talt saa meget mod
mit ivrige Væsen.
Derved er al Vammelhed udelukket fra hendes Godhed;
den er ikke blind, men virksom.
Da den udstrømmer fra hendes Natur, har den intet som
helst med Pligt at gøre og lige saa lidt med kristen
Næstcnkær-lighed: «Hun holder af alle Mennesker,
til de har gjort hende noget Ondb, medens Datteren
omvendt ingen kan lide, før de har gjort hende
noget Godt. Og hun højes ikke med at holde af; hun
er hjælpsom, givende, trøstende, bedrende, en af de
kraftige Naturer, fra hvem der udstraaler Sødme -
som det hedder i Samsons Gaadesprog: Sødme kom fra
den Stærke.
Skønt ingen er mindre beregnende end hun, og skønt hun
visselig ikke gør godt af Beregning, følger hun med,
saa meget stærkere Tryghed og Fortrøstning sin Natur,
som hun har dannet sig en Slags Livsfilosofi af et
Gladsyn paa Livet; den Livsfilosofi, at det Gode,
man gør, kommer altid igen. Og om hun ti Gange har
mødt Utaknemmelighed, og om hun staar overfor et af
de Væsner, som kun tager og aldrig giver igen, hun
har den Forvisning, at svigter den ene, saa er der
andre, som gør hende godt til Gengæld . . . «maaske
bare ved en tom Dag at trænge til En». Hun siger
det selv etsteds rentud: «Det er jo det eneste, jeg
tror nok paa her i Verden, at er jeg god imod nogen,
saa er nogen god imod mig! Paa det har jeg da levet
al den Tid, De har kendt mig! Lykkeligt. I den Tro
dør jeg. Jeg bliver aldrig ensom«.
Da den Mand, hun elsker, studser ved dette, at man
bliver i godt Humør, bare hun viser sig, svarer
hun simpelt: «De sagde selv en Gang, fordi jeg er,
et jævnt og almindeligt Menneske*. Han svarer med
et Udbrud, der rammer Sømmet paa Hovedet: Jævn og
ualmindelig.
Hun vil ikke tro paa den triste Visdom, at en skønne
Dag er hun forladt af alle, fordi hun har været god
imod alle. Hendes Ærgerrighed er den uskyldige og dog
ikke ringe, at man behøver hende: «Hvis jeg kunde
undværes, hvad skulde jeg her saa! Den Dag vil jeg
ikke leve».
Om denne Midterskikkelse, der trods sine smaa Kaar
og sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
