Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 Vilhelm
Andersen
bevidste Erkendelses Tænker er Sokrates Modstandere af
det Dionysiske og betegner derfor Tragediens Ophør.
Vilhelm Andersen omtyder Begrebet. Han gaar historisk
og filologisk til Værks for at fastsætte Dionysos’
Væsen og Dyrkelse hos Oldtidens Grækerfolk; for ham
bliver baade Euripides og Sokrates sandt dionysiske;
men hans Sysselsættelse med Dionysos-Religionen
i gamle Dage, der ikke bringer noget Nyt, er kun
Indledning. Hans Opgave er at forfølge det dionysiske
Væsen hos de nordiske Folk i de sidste to Hundrede
Aar.
Til den Ende gennemgaar han med overordenligt
Kendskab og sjælden Finsans Danmarks, Norges og
Sverigs Literaturer, mestrende Stoffet med Overblik
og Indsigt.
Det kan ikke siges stærkt nok, at enkelte af
hans Granskninger (som den af Bellman f. Eks.) er
uovertrufne i dansk Kritik, sideordnede med Levertins,
selvstændige, aandrige, næsten udtømmende, at hans
Begejstring er ægte, og at hans Fremstilling altid
véd, hvad den vil.
Dersom man alligevel ikke ved Læsningen føler sig
ret tilfredsstillet, turde Grunden være denne:
Det er os mindre vigtigt, om Andersen har Ret mod
Nietzsche eller ikke i Opfattelsen af det Dionysiske
i Oldtidens Grækenland; men vi maa nøjagtigt vide og
begribe, hvori det for ham bestaar, siden det er om
dette Begreb, at hele hans Bog drejer sig.
Derom gives der nu ogsaa Bestemmelser i det Uendelige,
men ingen utvivlsom, saa vi efter den med Sikkerhed
kunde dømme, om Noget er dionysisk eller ikke.
Vi hører det nok, at medens Apollon er Lys og Klarhed,
er Dionysos Sjæl, Livets Saft i Planter, Dyr og
Mennesker. Han er Foraarsguden og han er Druernes
Gud, han er det hellige Mørke og det uterlige Mørke,
han er Sværmeri og Henrykkelse; han er Natur og Aand
i Et. Vi fatter ogsaa, at skal vi søge hans Væsen i
Mennesker, kan vi finde det hos en Blomsterelsker
som Wergeland, hos en Entusiast som Ewald, hos en
pietistisk Naturelsker som Brorson, hos en bakkantisk
Sanger som Bellman.
Men Begrebet bliver efterhaanden saa rummeligt, at
vi spørger os, hvad der i Grunden af Poesi falder
udenfor?
Bakkustoget i Norden - hvem er ikke med? Og hvori
bestaar det Bakkantiske hos dem, som er med?
Brorson er altsaa med. Det hedder endog:
«Der er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
