Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der er f. Eks. et Sted, hvor Forfatteren vil opnaa en stærk
Virkning ved Skildring af Sten Stures Død. Det vilde vistnok røre,
hvis vi havde hørt og vidst noget om ham i Forvejen, set ham
optræde og virke. Men han indføres først i de Sætninger, som
melder os hans Død, og det nytter da ikke, at Fortælleren bliver
følsom og lyrisk: «Sten Stures Kongeomsorg og hans Sygdom
og hans Smerte fik Ende i den snevre Slæde som en Barnegraad,
der tier, som en Vugge, der staar stille. Da de saa’ til Sten
Sture, var han død. Sneen smeltede ikke længere paa hans
Ansigt. Saa langt Øjet rakte, var der kun Is og Sne, Sten
Sture, og du sad stille; vidt ude fra den frosne Ørken tonede
det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten
Sture!»
Det kunde være en gribende Slutningsakkord paa et Liv, vi
havde fulgt, men kommer underlig blødagtigt, naar vi tidligere
intet har set til Helten, hvis Død bevæger Forfatteren saa stærkt.
Noget udenfor Tonen, om end ellers smuk, er ogsaa den
Omskrivning af Folkevisen om Aage og Else, Ridderen, der i sine
Ligklæder og med Kisten paa sin Ryg besøger sin Elskede, hvormed
Den store Sommer slutter.
Dog uheldigere virker her i denne gamle Historie fra Christiern
den Andens Tid de moderne, kjøbenhavnske, trivielle Udtryk,
der blandes ind: «Nordboen var altid værst mod sig selv.
Nu blev Christian Konge, voldeligt, mod alle Svenskeres Vaaben
og Vilje, og nu var der til dem. Jon Eriksen, hvis Liv som
Følge af hans Begavelse havde været en Række af bitre Ulykker
osv.»
Og Stilens Umodenhed og Ujævnhed naaer her et Højdepunkt,
hvor Fortællingen er gennemtrængt med Betragtninger.
Talen er om Ditmarskerkrigen. Det hedder:
«Nu gik den Krig sin Gang. Den begyndte, som enhver
véd, med umaadelig Vigtighed og Tillid fra Angribernes Side og
endte med aldrig anet Ulykke og Død for Kniven. De spillede
talentfulde Dramaer i fordums Tid. Læg Mærke til Fabelens
vittige Antitese — disse Riddersmænd, der i virkelig retfærdig Tro
paa Overmagten lægger Panseret i Trosvognen .... og som en
sidste uhyre licentia poetica de femten Hundrede Vogne bagved
til Byttet .... Det er naturligt for den Levende at brovte
med Udødelighed; den højeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og
Trusel; Menneskets fineste Potens er den dundrende Løgn.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
