Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sophus Claussen
305
Mens vi løftedes blødt mod Lunden, den blaaligt
udbredte, som Bølger, som to vuggende Blade - dér
redte en Stjernernes Dronning sit Haar, det blege,
lange, ned over vore Øjne som et Net om Skov og Dal
. . . Og der gik jeg og Caty og var saa bange, bange,
to Menneskebørn. Og der sang en Nattergal.
Forspillet har ikke altfor meget med Romanen at
gøre, og Romanen slet intet at gøre med den ny
Digterskoles Program. Det er en ganske jordisk Bog,
en ung Kjøbenhavners erotiske Oplevelser, mens han
tyve Aar gammel opholder sig som Redaktionssekretær
ved det stedlige Blad i en jysk Købstad. Stilen er
munter, nu og da let ironisk, undertiden lidt for
skødesløs. Det er grimt at tale om et Pigebarn,
der blev i Kjøbenhavn for at debauchere, og Verbet
udbytte er umuligt Avisdansk for udnytte.
Det foregaar i Aarene 85-86, da, som det vittigt
siges, «Nu eller aldrig!» var blevet Løsnet i den
lille By Aasuni som andensteds. De unge Mænd brød
deres Hjærner med politiske Spørgsmaal; de unge
Kvinder «vidste, at der skulde elskes nu eller
aldrig, og at Estrup skulde forjages, Provisorierne
dødsdømmes* osv. nu eller aldrig. I denne Feberluft
opdukker saa den unge Journalist fra Kjøbenhavn, der
føler sig «omskabt fra Sprogstudent til en syngende,
gnistrende Ildflue og elsker Damerne af filologisk
Glæde over Aasumdialekten paa deres Læber». Hans
Flirt med Unge og Ældre, Gifte og Ugifte fremstilles,
undertiden med Lune, undertiden ikke uden Ynde,
om det Hele end er en Kende tomt og ringe. Hans
Første-Optræden som Provins-Journalist, hans
Artiklers Vid og Virkning, den Opsigt, de vækker,
den Retsforfølgelse, en enkelt et Øjeblik bliver
Genstand for, beskrives, atter med et vist Lune,
kun at Skildringen trykkes en Smule af, at alle disse
Anliggender er saa fordømt ubetydelige. Forfatteren
har øjensynlig ment noget meget større med Erik,
end det er lykkedes ham at give. Etsteds forklarer
han paa en halv Side den hele Skikkelse, som han har
villet fremstille :
Erik sad i stum Selvfortærelse og rasede over sin
dumme Ubehjælpsomhed. Han, der dristig vilde optage
en Kamp paa Steder, hvor alle de Andre skulde komme
tilkort, han kunde ikke være glad med de Glade,
ubetydelig med de Ubetydelige. Han kunde ikke
diskutere fromt og uskadeligt; han havde kun de
Ord, der flænger, slaar igennem, saarer. Han kunde
ikke bekvemme sig til at underholde en Dame, han
beundrede,
G. Brandes: Samlede Skrifter. XV.
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
