Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. F. Rist
317
jer vilde der kunne gøres Plads for saa idealistisk
en Kærlig-hedsidyl som den danske.
For dens Skyld har Rist da med megen Finhed stemplet
sin Helt og Heltinde som Undtagelser blandt det
syttende Aarhundredes Almuesfolk. Hvor Anne indføres,
anvender Forfatteren straks Ord, der hæver hende over
hendes Stand og Kaar; «Hendes lyse Ansigt havde et
selsom barnligt og uskyldigt Udtryk, og hun havde
en besynderlig troskyldig Maade at se Folk i Øjnene
paa». Selv de Lastefulde bliver helt underligt
tilmode, naar hun retter sine Øjne paa dem. Længere
hen gentages det, at hun havde «en besynderlig
troskyldig og frejdig Maade at være paa». - Hun tog
Alting i Spøg, legede altid, selv Arbejdet tog hun som
en Leg; men mærkede hun, der var Alvor paa Færde, kom
der en Bestemthed og Myndighed over hende, som ingen
kunde bryde, og hun gjorde, hvad hun vilde. - Det
Hele samler sig da i denne Sætning: «Anne havde altid
været helt forskellig fra de andre Piger i Sognet».
Ganske med samme Midler særtegnes Lasse. Han havde
altid været i Besiddelse af store Legemskræfter og
havde derfor, baade som Dreng og som Mand, været sine
Kammerater overlegen. De andre Soldater var vilde og
raa. «Lasse var i mange Henseender vidt forskellig
fra Kammeraterne.» Anne helt forskellig; han vidt
forskellig. Saaledes hæves de op over Tidsalderen,
ind i det Almenmenneskelige.
Lasse er som Kriger betagen af Pligter og Forskrifter,
særligt af sin Fane-Ed. Hans Følelse for den lille,
lyse Pige er en Tilbedelse. Han er langt fra at
ville bemægtige sig hende, som han attraar, ved
lidenskabeligt at gribe til. «Saå hun pludseligt paa
ham», hedder det, «kunde der komme noget Vildt op i
ham, saa han rejste sig og gik». Vildskaben er altsaa
nok saa hensynsfuld. Der havde fuldt saa vel kunnet
staa «kom der noget Tamt op i ham». Det Visse er
altsaa hans Ualmindelighed i hans Stand og Stilling:
^Kammeraterne forstod ham ikke. Nogle af dem, hans
bedste Venner, betragtede ham som en Særling, andre
som en Sindssyg, hvilket den Gang var det samme som
en Besat; atter andre som en Dumrian; men Respekt
for hans Kræfter og hans
!t
Tapperhed havde de ålle». Med to saa særegent
beskafne og i al deres Enfold saa fornemme Væsner
lader Overgangen fra Krigstilstandens voldsomme
Raahed til den poetiske Idyl i Skovensomheden sig
uden Vanskelighed foretage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
