Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
P. F. Rist
Skønt Skaaning af Fødsel er Lasse ved en Sammenkædning
af Hændelser kommen til at kæmpe paa den svenske
Side. Hans danske Elskede faar ham overtalt til
at rømme fra Svenskerne og søge Optagelse i den
danske Hær; han lyder hende som José lyder Carmen,
men under en helt forskelligartet Trolddom, den,
som udgaar ikke fra den troløse Sanselighed, men fra
den friske, renlige Natur. Og da nu Lasse er fredløs,
Anne som ung Kvinde udsat for den styggeste Medfart,
saasnart Svenskerne anden Gang nærmer sig hendes
Landsby, er der intet andet tilovers for de to Unge
end Robinsonaden, i Fredsskoven.
Den optager det meste af et Hundrede Sider og udgør
et henrivende Parti. Man skal søge i dansk Literatur,
før man finder Skildringen af et Samliv med Naturen,
der kan maale, sig med denne. Her er Hundredtusind
Enkeltheder, der smelter sammen, snart til et Maleri,
snart til en Koncert. Thi alle Skovens Belysninger og
alle Skovens Lyd er heri, fra den første Foraarsdag
til Vinterens Komme, og al Skovens Rædsel og al dens
Dejlighed, endda Forfatteren, Sandheden tro, ret
jævnlig maa sige: «Anne saa intet af alt dette», eller
«Lasse og Anne forstod ikke al denne Naturens Skønhed
og vidste ikke at opfatte den i dens Enkeltheder;
den paavirkede uvilkaarligt og umiddelbart deres
Sind». Med andre Ord, den er til for Rist snarere end
for hans Helt og Heltinde. I Skovidyllen bryder hans
egen Lyrik sig Vej*).
Saa gør han til Gengæld nu og da et vellykket
Forsøg paa at lægge denne Naturfølelse ind ogsaa
i Hovedpersonernes Sind, som naar Skarnbasserne
minder Lasse om tykke polske Adelsmænd, han har set,
eller naar de slanke Løbebiller synes ham at ligne
litauiske Kyrasserere i sorte Rustninger. Men hvad
enten det er Personerne eller Forfatteren selv, der
opfatter Naturbillederne, fortræffeligt er de helt
igennem malte.
Man opsøge Skildringen af Efteraaret, af dets Skyer,
der som Eventyrets mægtige Uhyrer, Drager og Slanger,
vil kvæle Jorden under sig, medens Solen om Aftenen
forgylder Uhyrenes Kløer og skællede Haler. Man høre
hos Rist Efteraarsstormens Susen i Trætoppene og
dens Vindstød i Underskoven, naar det lyder «hulere
og farligere, eller mildere og tonende, som om de
spillede paa Strenge*, og man læse hans Beskrivelse
af den vinterlige Skov, naar Hvidbirken staar ganske
nøgen og undselig i sin hvide
*) Se Saml. Skrifter XIII 501.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
