Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Amalie Skram
325
AMALIE SKRAM
(1905)
Ingen, der har set Amalie Skram i hendes unge Dage,
har kunnet andet end modtage et dybt Indtryk af hendes
Skønhed, især af det dejlige Hoved med de straalende
Øjne. Sydlandsk var denne Skønhed, mørk og varm, men
Udtrykket var nordisk strengt, og i hendes Sjæl var
intet Sydlandsk, i det mindste ikke for saa vidt den
lettere Livsglæde hører Syden til. Hun var en tung
Natur; hendes Væsen var Alvor og hendes Blik mere
aabent for hvad der gør Livet vanskeligt at leve end
for hvad der forskønner det. Naar man første Gang
saa hende, lignede hun en Skønhedens Præstinde. Men
intet Indtryk kunde være mere falsk. Saa smuk hun selv
var, det var ikke den Skønhed, Tilværelsen rummer,
hun følte Trang til at paavise, snarere det Stygge
og Sørgelige, som gør Tilværelsen tragisk, og hvis
hun har følt sig som nogen Magts Præstinde, saa var
det Sandhedens.
Den, der talte med hende i Aarene 1879-80, før
hun optraadte som Forfatterinde, mærkede, at han
stod overfor en Kvinde, der havde gjort pinlige
Erfaringer og hvem Livet hidtil havde skuffet. Uden
at hun ligefrem sagde det, fornam man, at hun netop
paa Grund af sin Stilling som Skønhed var bleven
Genstand for mange Mænds Tilnærmelsesforsøg og at
Mændene i deres Attraa var kommet til at indgyde hende
Mistillid, Uvilje, tidt Modbydelighed. Hun mindede
ved sit Ydre nærmest om en Bakkantinde og var led ved
Mændene som en Nonne. Saa gerne hun øjensynligt vilde
behage, havde hun noget Sky og Stridigt i sit Væsen,
der blev til Barskhed, naar hun følte sig saaret
eller krænket, og det laa desuden i hendes nordiske
Naturel med dets religiøse Opdragelse at stille de
højeste sædelige Krav. Letfærdighed var hende en Gru;
Elskov, som hun forestillede sig den og alene fandt
den Navnet værd, var den alvorligste Ting af Verden,
opslugte Nutid og Fremtid, ja led under ikke at have
besiddet Fortiden. I hendes skønne Øjne kunde der
tændes Begejstring for det Store og Kærlighed til
de Smaa; men om den talende Mund lejrede sig oftere
Foragt og Væmmelse for det Urene. Og hele hendes
Væsen var Frihedskærlighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
