Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 Amalie
Skram
toner, snart skærende, snart smeltende, altid rig
og altid sammenstemt, kontrapunktisk gennemført med
Mesterhaand indtil Finalen.
Vistnok havde Amalie Skram en ganske mærkelig Evne
til at genfremstille Proletariatets Følelsesliv og
Tænkemaade, men at hendes kunstneriske Begavelse
ikke indskrænkede sig dertil, viste hun i den gode og
nænsomme, kun lidt for vidtløftige Fortælling Jalehelg
fra Aar 1900. Her skildres lutter fintudviklede,
fintdannede Mennesker, og den tragiske Skæbne gaar
sin Gang imellem dem som i andre Fortællinger mellem
Fattigfolk. Og vistnok var hendes Evne særligt anlagt
paa Livstragedien, som den foregaar mellem norske
Mennesker paa norsk Grund, men dog ikke anderledes
end at hun kunde gengive den fuldt saa sikkert i et
dansk Sceneri. Det lagde hun paa en gribende Maade for
Dagen i Professor Hieronimus, den levende Skildring
af et Sindssygehospital, hvor hun dog selv paany er
Tragediens Heltinde.
Marven i hendes Væsen var norsk. Det Ubændige,
Ustyrlige, Voldsomme i hendes Natur var norsk. Men
maaske stammede noget af den høje Fornuft, der raader
i Hellemyrs folket, og af den Visdom, hvormed her
Menneskelivet betragtes, fra det Ypperste i den danske
Kultur.
Det skal i Danmark ikke glemmes, at Amalie Skram,
saa norsk hun var ved sin Fødsel, af hele sit Væsens
Magt vilde være dansk, kun dansk. Hun har mange Gange
udtalt det; hun sagde det paany i det sidste Brev,
jeg har fra hendes Haand. Det foranledigedes ved,
at jeg i en Artikel havde skrevet denne Sætning:
«Agnes Henningsen har her givet efter for den usunde
Tiltrækning, den sædelige Opløsthed som kunstnerisk
Stof har for hende, omtrent som for vor største
Forfatterinde, Fru Skram.» Sætningen havde i en mindre
storladen Natur kunnet fremkalde Uvilje. Hun svarte
med en stormende Tak. Brevet er dateret 24. November
1904 og indeholder disse Linjer:
Véd De hvad jeg ikke kan lade være med at takke Dem
for. Det er dette Ord i Anmeldelsen af Bogen, dette
Ord om mig: vor.
Ja, nej, De aner ikke, hvor glad jeg blev over dette
«vor». Deri sa’a jeg Beviset for, at Danskerne har
annamrnet mig som en af sine egne. -
Det er nu engang saaledes, at min Natur er
Taknemmelighed, bare Taknemmelighed mod dem, der har
gjort mig godt. Og Ligegyldighed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
