Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
Mylius-Erichsen
Ud - ja ud i Verdens Blæst, ud, før mine Blade
visner.
- Og nu er jeg Polens Gæst, Vintren strenges, Kulden
isner, Bjørnen om min Hule lusker, Stormen vildt i
Fjældet rusker - og jeg husker, o, jeg husker Storme,
som mit Hjerte hærged, og som slog mit Mod med Pest.
- Ishavsstormen den er bedst; har jeg bare Livet
bjærget, bliver Livet mig en Fest.
Han skildrer, hvorledes hans Livssyn forandrer sig,
hvorledes han, som var blød og følsom, lærer, at
hvad Livet kræverr det er «viljehaarde Hænder», som
kender deres egen Kraft. Og efterhaanden lærer vi alle
Ejendommeligheder ved Grønlands Natur og alle Sider
af grønlandsk Liv at kende. Vi ser ham f. Eks. ligge
uvejrsbrudt, vejrfast. (Hundene hyler af Sult -
nu æder de deres Skagler - Himlen er ubarmhjertig -
det regnery sner og hagler.) Vi ser Kajaken glide
hjem over Havet, hurtigt, som blev den trukket af en
Hval. (Se, Midnatssolen daler - rødt flammer Bræerne
i Nord - og langt ud i den blanke Fjord - genspejles
Solen gylden stor - og Isens blaa Portaler.) Han farer
ikke ene ud paa Fuglejagt og Æggefangst. (Jeg faar
en flot Eskorte - af pragtfuldt skidne Eskimoer -
der stolt de smaa Kajakker ror - og brummer sære
Aandekor - med Genlyd fjernest borte.) Han længes
bittert og smerteligt efter Musik; Eskimoerne forstaar
sig ikke paa den. (Deres Hedningehjerner har ikke
Rum - for Lykke og Lidelse, sat i Musik - blot
Troldmandens monotone Brum - og Tarmskindstrommens
sære Rytmik.) Han savner de danske Kvinder deroppe
blandt de stakkels Grøn-lænderinder, der er «Hundyr,
Byttekvæg, Manddyrets Trælle*, og han forherliger
sine Landsmandinder i smukke Vers.
Med elskværdigt Lune maler han sin Fjældhule med
Tarm-skindsruden, hvorigennem den gule Septembersol
varmende skinner, (det eneste Hus, han har set, uden
Prioritet). Der er sol-skinsstille, højtidsstille
derinde; Naturtilbederen i ham føler sig fredlyst.
Han har Gaven til med faa Ord i et kort Anslag at
gengive det grønlandske Landskabs skiftende Aasyn
paa Aarets forskellige Tider. Han har korte, fine
Vers for korte, flygtige Stemninger i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
