Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mylius-Erichsen
355
Naturen. F. Eks.: Den første dryssende Sne - over
de nøgne Fjælde - og Frostens klingre Bjælde. Eller
dette: Borte er Nar-hvaltrækket - ikke en Fugl under
Land - bare det svulmende Vand.
Og han grubler over Landets fjerne Fortid og uvisse
Fremtid:
Fantastisk dødhingehvide spejler sig fjerne Strande
dybt i de dunkle Vande.
En Gang i Tidernes Gry boblede disse Kyster af
Moderjordens Bryster.
Stivnet alle Tinderne, gløder som Okker og Mønje op
gennem Bræens Brynje.
Om Milliarder af Aar,
vil da mon Isbræen smelte,
Søjlerne sprænges og vælte?
Vil da den signede Jord syde igen, før den daaner
hen mellem livløse Maaner?
I et Digt som dette svarer Versemaalet paa det nøjeste
til Naturens stille Storhed og de Perspektiver,
Digterens Fjernsyn meddeler Skuet. Udmærket melodisk
er Strofen i et Digt som Ene tilsøs, der gengiver en
Oktoberdag i Kajak paa Ishavet, før dette stivner. Man
hører gennem den Bugtens Bølgetakt, og langt borte
Snøften af en fra Dybet opdukkende Hval; man ser den
enlige Maage lette og føler den fulgt i Flugten af
Menneskehjertets Længsel mod Syd.
Som Mylius-Erichsen i et Digt har skildret sin Glæde
ved nogle fattige Blomster, han en Dag i Eftersommeren
har fundet, en Valmue, en Liljekonval og en blaa,
hvis Navn han ikke kender, saaledes skildrer han i
et andet, ypperligt Digt, Vinteren kaldet, den rene
Kuldes Poesi:
Se, det hvide Ishav spejler dybt de gyldne Aften
skyer. Ingen Lyd og ingen Sejler, intet Bud fra fjerne
Byer.
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
