Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358 Gustav
Wied
ethvert Tilfælde endog blot som Journalistik ikke
lidet over de gængse Avis- og Tidsskriftsartikler,
der ikke optræder med færre Krav til Læserens
Opmærksomhed, og som paaskønnes, blot fordi der i
dem ikke er et Smil.
Fra Ewald til Wied kunde Springet synes langt, siden
den sidste er meget langt fra at vise den første
Retfærdighed. Men deres Lod har i den senere Tid
været ens. Man jubler og sørger rundtomkring over,
at «de har kulmineret*. En dansk Forfatters Liv har
nemlig i Reglen to Stadier. Faa det første stræber
han at vinde sig et Navn. Under dette ligger Alverden
paa Lur efter Fejlgreb og Smagløsheder hos ham; han
sammenlignes med de afdøde Store og maa høre, at han
aldrig i Verden kan naa dem. Paa det andet Stadium
erfarer han derimod med Forbavselse, at han længst har
naaet dem, men desværre nu er sunket fra den Højde,
han indtog, allerede i lang Tid har været paa Retur
og med hver ny Bog synker dybere og dybere. En særlig
Nationalsport er da Spejderiet efter Tidspunktet, da
Kulminationen tør haabes at være naaet, og Tildelingen
af de begejstrede Stød, der med forenede Kræfter
gives til den formentlig heldende Vogn!
Den Modtagelse, som Gustav Wieds Dansemus har faaet,
er i den Henseende lærerig. Ikke det ringeste Forsøg
paa at se Bogen fra dens Forfatters Synspunkt. Lutter
Næser, der nyser, som havde de snuset Peber; nyser
af sædelig Harme og krænket Skønhedssans. Og der var
dog dem, som havde troet, at den danske Nation en
Gang for alle tillod denne ene Mand som dens vittige
Hofnar et vist Frisprog, og at man vilde betænke sig
paa at give ogsaa ham Mundkurven paa for at opnaa
Artighed over det Hele.
Gustav Wieds Forfatterbane har ikke været den lige
Vej. Saa underligt det lyder, han optraadte i 1889 som
Tragiker med Sørgespillet En Hjemkomst, der vel var
forfejlet, fordi en virkeligt Sindssyg er umulig som
Hovedperson, men hvori der utvivlsomt var Evner. Kun
vilde det endog for den bedste Kritiker været ugørligt
at forudsige, i hvad Temperatur disse Evner maatte
udvikles for at bære Frugt. At deres egentlige Klima
var den satiriske Overgivenhed, anede Wied end ikke
selv.
I de to Samlinger af Smaafortællinger Silhuetter
og Barnlige Sjæle nedlagde han sine Iagttagelser,
der holdt sig ved Jorden, mest var skemtsomme, dog
ogsaa alvorlige, og som gik ud paa Skildring af,
hvad man kalder det altfor Menneskelige, særlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
