Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustav Wied
359
maaske Kønslivets Brutaliteter og Latterligheder.
Men der var rørende Ting og grelt sørgelige Optrin
imellem.
Lystspillet Erotik tog udelukkende Sigte paa de
latterlige Forhold, hvori Svagheden for Kønnet
bringer komiske Mandfolk (de gerrige som de drøje og
de snedige) og komiske Fruentimmer .(de magre som de
fede og de flove). Her afslørede Wied sig for første
Gang som Satyr, og allerede overfor dette lille kaade
og lidet dybtgaaende Stykke havde det danske Publikum
kunnet sige med Spidsborgerne i Heibergs Digtning:
Jeg føler mod min Ende - Bukkefoden spænde.
Det var dog først med de Fire Satyrspil (1897) at
Wied slog afgørende igennem. Den Bog er en af de
store Bøger i vor Literatur, <en af de vittigste;
den er overstadig som sjældent en Bog, der vil tages
alvorligt, og paa samme Tid udført paa Grundlag af
den omhyggeligste Iagttagelse. Den er overgiven indtil
Vildskab, og dog saa behersket, at den ikke rummer en
Overdrivelse. Hvad der et Øjeblik kan tage sig ud som
Overdrivelse, er her ikke dette, men det Mesterskab,
der er saa sikket, at det leger med Stoffet.
Fra da af var Gustav Wied nogle Aar Publikums
Yndling. Han fortsatte i samme Retning med adskillige
morsomme Bøger .som Det svage jfiføn, hvori der vel er
en enkelt mislykket Figur, .den tysktalende Fru Sara
med sin umulige Mundart, men hvori Mimi og Ane-Marie
er Perler. Og under Wieds nu følgende Produktion fik
han Mod til at vise sin Flersidighed, idet han tog
sin første Ungdoms Hang til det Tragiske op igen og
med Den gamle Pavillon (1902) leverede et moderne
Sørgespil, dristigt og troværdigt, saa vel anlagt og
saa godt afmaalt, at det med Held kunde opføres paa
det kongelige Teater.
Med Dansemus har han paany forsøgt at udvide sit
Felt. I dette Satyrspil optræder ikke mindre end en
halvhundrede Personer, og til Wieds Ære maa det siges,
at de saa at sige uden Undtagelse staar levende og
klare for Læserens Øjne. Det betyder noget dette,
og er ganske nyt hos ham.
Grundsynspunktet er det samme som overalt i
Wieds komiske Frembringelser: Forholdet mellem
Kønnene opfattet som en uudtømmelig Grube af
Latterlighed. Dette Synspunkt er originalt og
frugtbart, Wied er ene om det i vor Literatur,
maaske i flere Literaturer; man lade ham da faa
sin Krig frem, følge roligt, hvad han har at sige,
og fremfor alt, man gøre ikke hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
