Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Islændinger
365
en Finger, og hun har ham saare tidt til Bedste,
naar hun koketterer med andre, haaner ham endog ret
dygtigt; men giver ham nu og da i Ensomhed Oprejsning
ved Kærtegn. De lægger Planer om at udvandre til
Amerika sammen for dér at tjene saa meget, at de
kan gifte sig; dog Helga overtaler efterhaanden den
forelskede Olav til at overlade hende alene alle hans
Sparepenge, der ikke strækker til for to, saa hun kan
tage derover før ham og han saa siden følge efter.
To Aar senere foretager han med andre islandske
Udvandrere Jernbanerejsen til Winnipeg. Ankomsten
dér skildres, hvordan de strømmer ud af Vognene,
alvorlige, udtrættede, fremmede af Udseende, ikke
som Folk fra en anden Verdensdel, men fra en anden
Klode. Mandfolkene i den stegende Sommerhede med
Uldtørklæder og skrækkeligt siddende Vadmelsdragter,
Kvinderne endnu underligere at se til, nogle med store
Ridehatte med lange Slør ned ad Ryggen, andre med
Kvasthuer ned ad den ene Kind eller ned ad Nakken,
andre igen barhovede, uredte, i stramme, islandske
Trøjer eller i vide, farvede Nattrøjer og om Lænderne
tunge, kluntede Skørter. De modtages af godmodigt
smilende Landsmænd, der længst er stedvante, engelsk
talende, velklædte, velhavende, frigjorte fra Hjemmets
Tryk i det ny Land og det milde Klima. Og Olav øjner
i Sværmen en Pige, der ligner Helga svagt, men dog
umuligt kan være hende. Thi hun er langt blegere og
finere og smukkere, klædt i hvid Kjole og hvid Hat med
røde Fjer, og hun taler hele Tiden Engelsk med sine
Omgivelser. Hun har søgt at undgaa ham, ^saasnart hun
har genkendt ham. Men nu genkender han ogsaa hende,
iler efter hende, indhenter hende med Møje:
Saa gik han en Tid lang ved Siden af hende, og begge
tav de bomstille. De stod unegtelig daarligt til
hinanden, som de gik der henad Fortovet. Han lang,
krumrygget og kroget, med en skrækkelig Holdning; en
islandsk Vadnielskasket paa Hovedet, Uldhalstørklæde
om Halsen, Vad-melstrøjen og de snitløse Vadmelsbukser
og islandske Lædersko paa Fødderne. Hun lille,
tætbygget, pyntelig, klædt i hvide Sommerklæder efter
de sidste Modeblade, med den snehvide, langfrynsede
Solskærm over Hovedet.
Efter et kort Ordskifte lader hun ham vide, at han i
hendes Øjne er en modbydelig Tølper. Saaledes falder
det Gensyn ud, hvorom hans Liv har drejet sig, og
han kaster sig ned paa Sletten, ud i hvilken han i
sin Fortvivlelse er vandret, og græder som et Barn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
