Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366
Islændinger
Dette er saa godt gjort, som Sligt overhovedet kan
gøres.
Og da jeg nu er ved islandsk Literatur, vil jeg
gribe Lejligheden til at tale om et paa Dansk endnu
utrykt Skuespil, der ligger for mig. Det er Irfdridi
Einarssons historiske Skuespil Sværd og Krumstav,
oversat af Henrik Ussing. Forfatteren, der er 49 Aar
gammel og af Livsstilling Landrevisor i Reykjavik,
har allerede tidligere skrevet fire Dramaer, af
hvilke det første fra 1871 har oplevet ikke mindre
end firsindstyve, det andet fra 1873 vel en Snes
Opførelser paa Island.
Titlen Sværd og Krumstav er forsaavidt vildledende,
som Stykket kun rent udvortes kan siges at dreje
sig om en Kamp mellem Høvdingekasten og Kirken paa
Island. Dets egenlige Indhold er en Blodhævnssaga
i gammel-islandsk Stil; Æmnet er historisk og
Handlingen foregaar i 1244. Man kan ikke noksom rose
Diktionens, Personernes og Handlingens Ægthed. Det
lader sig ikke negte, at naar moderne Islændinger som
Matthias Jochumsson eller Indridi Einarsson tager
sig for at dramatisere Sagaer og Sagaskikkelser,
saa sker det ud fra et Kendskab til dem og en Samhu
med dem, som man ikke har i Danmark, ja end ikke
i Norge. Aldrig et Træk eller et Ord, der skurrer
som moderne eller fremmed, og denne strenge Ægthed
virker velgørende. Hos Matthias Jochumsson skorter
det desuden aldrig paa digterisk Sving.
Mangelen hos Einarsson er den altfor strenge
Saglighed. Der er ikke en Vending i hans hele
Skuespil, som tyder paa, at det er undfanget og
udført ifjor eller iforfjor; det henvender sig
i ingen Henseende til de Mennesker, der lever nu,
søger ikke at gribe og bevæge os ved nogen Grundtanke,
der er os kær eller ægger os. Figurerne staar der,
som huggede ud i Granit, og Skuespillet virker ganske
paa os som en Saga, et Minde om Tider, Personer, Føle-
og Handlemaade!’, som svandt og som ikke vedkommer
os i anden Forstand end den, hvori alt Menneskeligt
kan siges at vedkomme os. Hverken Kongsæmnerne af
norske Stykker eller Asgerd af danske holder sig,
trods det omhyggelige Studium, hvorpaa de er opførte,
paa denne haandfaste Maade til Sagen. Det islandske
Stof foreligger i dem smeltet og om-støbt, lagt til
Rette for en Nutids-Tilskuer eller Læser; de er heller
ikke saaledes helt igennem højtidelige som Sværd og
Krumstav, der i Sammenligning med dem virker stivt.
Men Skikkelserne her er sikkert tegnede og er
undertiden storladne. Replikbehandlingen har helt
igennem Fynd, og Hand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
