Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emil Aarestrup
407
ugenert, som om vi sad hjemme hos din Moder og
hviskede. Og hvad er Posten og Frastanden andet end
et langt Hviskerør? Formodenligen véd Du det ikke, men
man kan have et Rør af en halv Mils Længde og mer; og
naar en Person, der ikke engang behøver at være nogen
Elskende, hvisker i den ene Ende, hører en Person, der
lægger Øret til den modsatte Ende, uagtet den store
Frastand tydeligt Ordene. Dette hører til Naturlæren,
min søde Caroline! Rigtignok varer det et Par Dage,
inden Lyden forplanter sig til Dig, og atter et Par,
inden jeg faar dit Svar tilbage; men derfor er det
alligevel en hjertelig, fortrolig Samtale.»
\
Det er faldet Aarestrup meget vanskeligt at give sin
Elskede Forestilling om det aandelige Arbejdes Art
og Væsen, Han har villet faa hende til at tænke og er
stødt paa hendes Svar, at hun tænker altid, ogsaa naar
hun syer eller gaar i Køkkenet, tænker særligt paa
ham. Han maa da forklare hende, at det, hun kalder
Tænkning, ikke er dette, ikke Undersøgelse, Dom og
Slutning, men blot det, at hun drømmende forestiller
sig Et og Andet, f. Eks. forestiller sig ham, ser
ham for sig. En Dag har lian besluttet ret at skildre
hende, hvori det egenlige menneskeværdige Menneskeliv
bestaar, og han udvikler det udførligt, som følger:
«Min søde fromme Engel! Andet kan jeg ikke svare
paa dit sidste Brev, Caroline, men er det ikke ogsaa
nok? Jeg vil i Aften ret i Ro og Mag underholde mig
med Dig, som om Du sad her hos mig i Sofaen og taus og
venlig hørte paa mig og imellem ved et Kys gav mig til
Kende, at Du ikke kedede Dig, men forstod og elskede,
hvad jeg sagde. Hvad er vor Lykke, Caroline? Hvad
er det vi stræber efter? Det er herom, jeg vil tale
med Dig. Naar vi betragter Jorden, Luften, Vandet,
saa forestiller vi Mennesker os dem som livløse
Masser, hvoraf alt det Levende udvikler sig; hvad
vi forstaar ved Liv, har de vel heller ikke, men de
har dog en Tilværelse; de forandrer sig i Henseende
til Form og Beskaffenhed. Du véd f. Eks. hvorledes
Metallerne danner sig i Jorden; de skønne Krystaller,
Bjerg-hulerne og de høje Alper; det er en skøn, rolig
Tilværelse, der langsomt udvikler sig, men som ingen
Sans har for sig selv eller sin Omgivning. Planterne
derimod ejer noget af det, vi kalder Liv; de er
følsomme for Varme og Lys; de bliver syge og dør,
naar disse mangler; de udvikler sig hurtigt fra den
første Spire
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
