Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emil Aarestrup
411
denne Skildring af hendes Hoppen over Gulvet under
smaa Jubelskrig over Venindens Komme.
I sine Breve fremhæver Aarestrup undertiden selv
sin Evne til at fastholde et synligt Billede i
Fantasien. Han udvikler f. Eks., at et skønt Billede
af hans Elskede har fulgt ham fra hans sidste Besøg
i Præstø, som han tidt tager frem af sin Erindring
for at glæde sig ved det. Han har et Øjeblik set
hende sidde i fuldt Maaneskin i sit Vindue: «Kun
et Par Minutter saa jeg Dig saaledes, men Billedet
lever saa tydeligt i min Forestilling, at jeg i
dette Øjeblik ser Stolen paa Forhøjningen, den lyse
Maaneglans gennem Ruderne, og i de grønlige Straaler,
halvt-omgivet af det grønne Rullegardin, min blege,
blonde Engel.»
Og han udvikler for hende, at saaledes nyder han
alt det Skønne, der i Livet kun forekommer spredt og
sjældent; det tilegner han sig, lader det indpræge sig
for bestandig l Indbildningskraften, saa det paa det
mindste Vink af hans Vilje kan træde frem i sin fulde
Friskhed paany. Han lærer hende, at Enhver kunde gøre
saaledes; thi det kommer blot an paa den Opmærksomhed,
hvormed vi første Gang betragter Billedet; men han
tilføjer dog med Rette: «Der skal en Slags malerisk
Begejstring til at gribe et saadant Syn med alle
dets fine Skygger og Farver; de Fleste ser kun det
Grove deraf; derfor har de ingen synderlig Nydelse
og glemmer det snart.»
Elskværdigst og betydeligst viser maaske Aarestrup
sig overfor sin Elskede, naar han, som den fme og
skarpe Sjælekender han er, søger at bibringe hende
Sans for højere, mere udviklede Menneskers Væsen,
selv om hun ikke føler sig helt tilpas i deres Nærhed,
Hun har en Dag betegnet en Familie, hvori hun kommer
og føler sig vel tilmode, som «rar». Aarestrup prøver
sig frem, hvad hun vel egenlig mener med dette Ord:
«Sig mig, om jeg slutter galt, naar jeg i Betragtning
af din Opdragelse, din Grad af Forstandsudvikling,
dine huslige Forhold, og især i Betragtning af
Omstændighederne nede i Præstø formoder, at det er
en saadan Familie, hvor Du paa en utvungen Maade kan
faa Lejlighed til at vise dine Evner, hvor man har
Opmærksomhed for Dig, gør af Dig; hvor der hersker
en jævn Tone, som Du uden Anstrengelse kan stemme i
med og hvor Folkene er af en godmodig, maaske lidt
indskrænket Slags.» Med største Ømhed udvikler han nu,
hvor godt han forstaar, at hans Caroline kan føle sig
lykkelig og tilfreds i slige Omgivelser. Han ser hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
