Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430 Nogle
Taler
Tale i Studentersamfundet.
(3. November 1896)
Der er noget tragikomisk i den Lod, en Gang i sit Liv
at have været udpeget som Fører i Danmark. De Danske
egner sig ikke til at blive førte. Dels er de for
nidkære, paa deres Selvstændighed dertil; de frygter
altid Herskesyge, mener, man vil berøve dem deres egen
Vilje. Dels er de for godmodige dertil. De begynder
gerne med at have et godt Øje til Fjenden. Men da det
er dem umuligt, ret længe at være vrede paa ham, saa
faar de snart især et godt Øje til deres Fører. Sløret
falder fra deres Øjne, de ser i Fjenden en Landsmand,
en Ven, en Broder, og snart staar Føreren for dem
som den eneste virkelige Hindring for en Forsoning;
deres Forbitrelse kommer da saare naturligt til at
gaa ud over ham.
Det var ingenlunde, da jeg for 25 Aar siden begyndte,
min Hensigt at danne Parti. Fra først af stod
jeg ene. Men jeg kunde ikke blive ved dermed; jeg
indsaa, at Voltaire har Ret, naar han siger: «Vorherre
holder altid med de svære Batailloner. Antallet af de
Indsigtsfulde er lille; derfor maa disse danne Karré;
de kan aldrig tænke paa at angribe de Andre i aaben
Mark*.
Øjeblikket, i hvilket jeg begyndte, var uheldigt. Det
var netop det Øjeblik hvor under Forfærdelsen over
Kommunen i Paris hele det liberale Borgerskab slog
om og blev reaktionært.
Den Hær, jeg dannede, var trods mange udmærkede
Elementer* som Hær saare svag. I mismodige Øjeblikke
kaldte jeg den Falstaffs Armé - eller som Holger
Drachmann, der var kommen hjem fra England, rettende
sagde: Faalstaffs Armé.
Det var en Hær, i hvilken efterhaanden næsten alle
Officererne løb over til Modparten.
Jeg begyndte med det ældre Slægtled - Hovedmændene løb
over -, kom til det yngre Slægtled, gav mig til efter
Evne at tumle med det - Hovedmændene løb atter over -;
jeg gjorde ligesaa uheldige Erfaringer med Svenskere
og Nordmænd, hvis Begejstring forvandlede sig dels
til Had, dels til den kølige Agtelse, der er værre
end Hadet, og forsøgte tilsidst med det alleryngste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
