Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herbert
449
mange Aar fra den laveste til en af de allerhøjeste
Poster. Hundreder af Menneskers Velfærd afhang af
hans Skøn.
Forbindelsen mellem ham og mig var aldrig afbrudt. Vi
saas vel ikke mer saa ofte; han foretog imellem
længere Rejser; jeg opholdt mig mange Aar i Udlandet;
men naar vi kunde det, mødtes vi, og Brevvekslingen
mellem os holdt aldrig op. Jeg hørte i den Tid nu
og da Rygter om ham, der flere Gange gik ud paa det
Samme: Kvinder, der elskede ham, vilde han ikke vide
af, og selv havde han Uheld i Kærlighed; mere end én
.Gang skulde han have følt en uigengældt Elskov. Det
lød halvvejs som Løgn, det klang som Sladder, og jeg
spurgte ham aldrig .derom. Naar vi saas, var Forholdet
det samme. Han sagde mig Meget, men intet særligt
Intimt, stillede sig imidlertid til min Raadighed
som en Ven, for hvem Venskabet var en Religion.
Saa indtraf der vel ved Aaret 1879 for første
Gang Noget, der bragte et nyt Element ind i vort
Forhold. Vi traf hinanden .efter lang Tids Forløb et
Sted udenfor Danmark, og uden Indledning begyndte han
at fortælle mig sit intimeste Liv i disse Aar. Han
elskede en gift Kone med en Lidenskab, der gjorde
harn alt andet i Verden ligegyldigt; hun elskede
ham lige saa heftigt tilbage. De havde erklæret
Omgivelserne deres Følelser og det Forhold, hvori de
stod til hinanden. Men disse gjorde den voldsomste
og sejgeste Modstand. Han var ude af sig selv,
som man er, naar man har sat Livet ind paa en Sag,
og den møder en Modstand af Jern. Prøvende sagde jeg
til ham, at der paa de Andres Side maaske var en vis
Art Ret, noget om gamle Forpligtelser og Sligt. Da
han svarede, var der Piskeslag i hans haanende Stemme,
en vild Hensynsløshed i hans skarptslebne Ord. Ikke en
Tøddel vilde han slaa af. En Lidenskab som denne var
paa begge Sider hellig, havde den eneste Ret i Verden,
alt Andet var Vrøvl. De Andre! «Lad dem arrangere sig,
som de kan! De eksisterer ikke for mig.»
For første Gang i tyve Aar var hans Indesluttethed
overfor mig brudt. Jeg maatte mindes Kierkegaards
Ord om det Brag, med hvilket Inderlighedens Borgport
aabner sig. Jeg var meget forundret. Han, der i vore
unge Dage havde raadet mig fra saa mange gale Ting,
raadet mig til at vige tilbage fra alt tilsyneladende
Uudførligt, han, som altid havde udviklet mig, at
det dog aldrig vilde bringe Lykke at tage Lykken
med Storm, han tog nu ikke ringeste Hensyn. Hans
Beslutning var fast. Jeg har
G. Brandes: Samlede Skrifter. XV.
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
