Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452
Herbert
end aldrig syg, og kunde trænge til en kærlig Kvindes
daglige Omhu.
En Dag, ikke stort mere end et halvt Aar efter hans
Bryllup, træder en gammel, nær Bekendt af mig,
en anset Hovedstadslæge, ind i min Arbejdsstue
og siger til mig: <Jeg bringer Dem en Hilsen fra
Herberts Dødsleje.* Jeg for op. Jeg vidste end ikke,
at Herbert var syg, mindre, at denne min gamle Bekendt
var hans Læge. Lægen sagde: «Han har bedt mig bringe
Dem hans sidste Hilsen og med den en Bøn om, at De vil
lade være med at skrive nogen Nekrolog over ham i et
Dagblad i Morgen. Han vilde gaa stille ud af Verden.»
Han var af de faa, jeg fuldt ud har kunnet kalde Ven;
jeg mindes ham med en dyb Følelse af Taknemmelighed
som den eneste, der under min Ungdom og Manddom besad
min ubetingede Fortrolighed. Og jeg spørger mig selv:
Har jeg nogensinde kendt ham? Og kender jeg ham nu,
da han er død?
HOSPITALET
(1900)
Ingensteds i Kjøbenhavn eller paa Landet hører man
et Fuglekvidder som det, der fra Kommunehospitalets
Gaard slaar mod alle de Syges Vinduer. Det er, som
kom det fra Tusinder af Fugle, klinger saa frisk og
hensynsløst muntert og virker netop derved en Smule
vemodigt. Helt gerne hørt er jo Fuglesangen ikke,
naar den vækker den Syge op af Søvnens Glemsel en
Foraarsmorgen KL 4, efter at han maaske med stort
Besvær og lidt rundelig Bedøvelse er falden i Søvn
Kl. 1. Men i det Hele virker den oplivende som et
Bud fra Livet og Livsglæden udenfor.
Forunderligst fornemmes dog dette, at Patienten
bestandig kun hører Spurvene, aldrig ser dem eller
Træerne, hvori de sidder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
