Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
At fiske i det døde Hav
465
omvendt, som havde jeg dengang set, hvad der ikke
var at se, og hørt, hvad der ikke blev sagt. En af
dem havde den Vane at være hjertelig; men det var
og blev den bare Hjertelighed; der fulgte intet paa
den eller med den. En anden var blid, en tredje var
djærv, en fjerde var opfyldt af sig selv og sit eget,
en femte udfrittede mig stadig om mit; men - noget
Udbytte har jeg saa lidet havt af den enes talende
Tavshed som af den andens intetsigende Tale. I hele
min Ungdom gik jeg paa denne Maade paa Fiskeri og
sporede svagt, uden bestemt at vide det, hvorledes jeg
blev narret. Der gives Fata Morgana paa det døde Hav,
og man ser stundom hele rige Fiskerlejer for sig paa
Kysterne. som ikke er andet end Luftspejlinger af,
hvad der muligt findes andensteds.
eja, nu kan jeg slutte mig til, hvad De har at sige
om Deres Forhold til Kærligheden eller, som vi maaske
ogsaa kunde vende det, Deres Kærlighedsforhold.«
De lader mig høre, at jeg for min Del heller ikke
undgaar Selvfølgelighederne. Hvad det sidste Punkt
angaar, holder jeg oprigtigt talt helst min Mund;
det er saa latterligt at snakke om det. Men ser De,
efter Sagnet opstod det døde Hav jo, hvor Sodoma og
Gomorrha havde staaet. Jeg vil kun sige: Gud give, der
endda havde været en Fortid af Sodoma og Gomorrha dér,
hvor jeg har fisket paa Kærlighedens døde Hav. Sodoma
og Gomorrha var to højst interessante Byer; man kendte
sikkert videværdige Hemmeligheder dér. De Kvinder,
paa hvem jeg for min Del har spildt min Tid, sad ikke
inde med nogen Hemmeligheder af den Art. De hørte
hverken til de værste eller til de bedste. Naar
de var ferske, fandt jeg dem blide og fine; naar
de var bitre, fandt jeg dem æggende - de var ingen
af Delene, kun Ferskvands- eller Saltvands-, eller
rettere Brakvands- og Dødvands-Kvinder, aandeligt
saa golde som det døde Hav, selv om de iøvrigt var
Frugtbarheden selv. Jeg hang altid ved dem til det
Yderste, mente i min Dumhed ikke at kunne undvære
dem, og først naar den Dag kom, da de brød med mig,
opdagede jeg, at jeg ingenting havde mistet.
Men siden jeg er kommen til Skelsaar og Alder, ser
jeg bestandig flere Mennesker, for hvem min Skæbne
er typisk. Man skulde ikke tro det muligt, og det
vilde ikke være muligt, i Fald Menneskeheden lededes
af Fornuft. Men saa urimeligt det klinger,
G. Brandes: Samlede Skrifter. XV.
SO
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
