Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
Latta
Alle hævdede de pludselig, som paa Kommando eller
Tælling, det stik Modsatte af hvad de allesammen før
havde hævdet.
Førerne havde staaet i principiel Opposition til
Kongehuset, havde ærgret det, drillet det, haanet
det, fornærmet det, tildels erklæret det retløst til
Tronen, enstemmig ønsket det ryddet af Vejen. Med
ét Slag var de Kongehusets Værn, strømmede over af
Kongetroskab. De havde i Rigsdagen stillet Forslag
om Afskaffelsen af Titler. Nu søgte de om at blive
Kammerherrer og blev det. De havde været dels
erklærede Fritænkere, dels religiøse Hævdere af
fuldstændig Samvittigheds- og Ytringsfrihed. Deres
Feltraab var med Et: Kongsmænd, Kristmænd! De havde
været Frihedens Riddere og Helte og Sangere, Folkets
Talsmænd. De blev i Stedet Dannebrogsriddere,
Hofsangere, Tronens Bedsteraænd. De havde kort
i Forvejen havt et Skældsord, som de ved enhver
Lejlighed anvendte: Reaktionær. Naar det var sagt,
saa var Alt sagt; det var Hundred Gange værre end
Usling. Gamle hæderlige og højtbegavede Mænd som
David og Bluhme slyngede de det uafladeligt som
Stene i Hovedet. Og da der stiftedes en Forening,
August-foreningen, for (imod de Nationalliberale)
at «knytte Baandet paany mellem Konge og Folk»,
opførte de Orgier af Forbitrelse og Haan.
Som denne Forenings kloge, fremragende Stifter og
Sekretær, Frederik Algreen-Ussing, blev udskældt
og smædet Dag ud, Dag ind, som han blev forfulgt,
hans Foretagender lammede, det store Leksikon,
han i Aaringer havde forberedt, tilintetgjort ved
Trusler mod Forlæggeren - det er næsten enestaaende i
den danske Presses dog i den Henseende ikke fattige
Historie. Faa Aar efter var han død. Men ofte, ofte
har jeg drømt om, hvad han vel havde sagt, om han
havde kunnet vaagne til Live igen Aar 1871 og havde
kunnet se sine Avindsmænds og Forfølgeres Færd. Alt,
hver Smule, som de havde udgrint og forfulgt ham
for, det gjorde de nu selv, kun ti Gange overbydende
ham. Alt, hvad de havde betegnet som lavt og lumpent
Frihedshad hos ham, det var nu hos dem lutter ædel
Samfundsbevaring. Dog det vilde maaske endda ikke
have forbavset ham saa særdeles; han troede dem
vist i Stand til meget. Men Et havde han ikke troet
muligt: At de selvsamme Mennesker, de selvsamme
Hundredtusinder, der for et Par Aar siden fejrede
disse Mænd, fordi de da var det Rødeste af det Røde,
man kendte, nu fejrede dem ligesaa lidenskabeligt og
nu fulgte dem ligesaa begejstret, tilsyneladende uden
ringeste Evne til at bemærke, de kun hed det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
