Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Huset Hannover sidder paa Englands Trone, og den regerende
Konge har en Prins af Koburg til Fader. Kort sagt, Forvirringen
er her fuldstændig. Eller den gøres fuldstændig, naar man
betænker, at Kejserinden af Tyskland har den forsmædeligt
henrettede, danske Grev Struensee til Tipoldefader og desuden
nedstammer fra den danske Klokker og Regnelærer Søren Mathiesen.
Nationalfølelsens Stigen i vore Dage har undertiden paa
meget snurrig Maade faaet Nationerne til med særlig Stolthed at
tilegne sig Personer, hos hvem selve denne Følelse var saare
svagt udviklet eller som endog fornegtede den. Den store tyske
Filosof Leibniz skrev sine Hovedværker paa Fransk, de andre
paa Latin. Prøjsens Nationalhelt Frederik den Store skrev og
talte aldrig andet end Fransk; den lange Række af hans Samlede
Værker tilhører den franske Literatur. Franskmændene er
nutildags stolte af Henri Beyle, der fordrede Ordet Milaneser
indhugget paa sin Gravsten, og Tyskerne er stolte af Nietzsche, der
med Vold og Magt vilde være Polak.
Hvad Sprog mon Valdemar Sejer talte med Dagmar? Da
han ikke kunde Czechisk, har han vel talt Tysk. Og hvad
Sprog har han mon talt med Berengaria? Da han ikke kunde
Portugisisk, og da han lærte hende at kende i Mecklenborg, har
de rimeligvis talt Plattysk med hinanden. Valdemar Atterdag
synes, at dømme efter nogle Vers af ham, som anføres, jævnlig
at have udtrykt sig paa Plattysk.
Den nationalistiske Bevægelse i det moderne Evropa er, hvad
enten den har en nationalreligiøs Tilsætning som i Frankrig, hvor
den har vendt sig mod Protestanterne, eller den blot søger sin
Styrke i en Racebevidsthed som i Tyskland, allevegne optraadt
som antisemitisk. Den hævder, at Mænd eller Kvinder af jødisk
Afstamning aldrig kan opnaa nogen dybere Indflydelse paa en
Befolkning af romansk, germansk eller slavisk Æt og ligesaalidt
kan opfattes som repræsentative for den. Blot den
Omstændighed, at ingen Ideer er slaaede saaledes an i Evropa snart i
totusind Aar, som de jødisk-kristelige Ideer, der i sin Tid
opstod i Palæstina, maa vække Tvivl om Rigtigheden heraf.
Det vil desuden snart ses, at man anvender Læren, hvor
det passer En, og ellers lader den falde. Der kan neppe herske
Tvivl om, at Rachel og Sarah Bernhardt maa betragtes som
repræsentative for fransk Skuespilkunst og Johanne Louise
Heiberg for dansk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
