Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lykken.
497
Med ubetydelige Varianter fastholdes denne Definition
af Lykken i hele den sidste Halvdel af det attende
Aarhundrede. Man opstiller Nyttegrundsætningen,
bestemmer Nytten som det Lykkeskabende, og med en
forbavsende Overensstemmelse, der ikke kan andet
end slaa hver den, som fordyber sig i hin Tid og
dens Tanker, udtrykker de forskellige Hovedlandes
Tænkere sig om Særkendet for god Moral og Politik. I
Frankrig lærer Helvetius, at Moralen har til Formaal
«Almeninteressen», det vil sige «det store Flertals
Interesse*, saa Retfærdigheden bestaar i «Udretteisen
af Handlinger, der er gavnlige for det størst mulige
Antal Mennesker*. Den berømte italienske Retslærde
Beccaria bruger med Forkærlighed Ordet Lykke. Maalet
er «den størst mulige. Lykke, fordelt paa det største
Antal» (la massima felicitå divisa nel maggior
numero). Priestley skriver i en Afhandling fra 1768
«0m de første Regeringsprinciper og om den politiske,
borgerlige og religiøse Friheds Natur», at det store
Kendemærke, der afgør alle politiske Spørgsmaal, er
«Statsmedlemmernes Velfærd og Lykke, det vil sige
Flertallets*. Og religiøs som han er, beviser han
sin Sætning blandt Andet ved den Betragtning, «at
man ikke kan tænke sig Gud besjælet af nogen anden
Omhu end den for sine Skabningers Lykke*.
Det er alle disse Bestræbelser tilsammen, der udmunder
i Benthams berømte Formel (hvori der altsaa ikke
er det ringeste Nyt) «Tilstræbeisen af den størst
mulige Lykke for det størst mulige Antal* som
Kendetegnet paa den gode Handling. Kun at Bentham
i Modsætning til Priestley ikke troede paa nogen
Gud, hvem Menneskelykken laa paa Hjerte, og derfor
des ivrigere kæmpede for Lykkens Iværksættelse ved
Menneskene selv.
Det Forbistrede ved Sagen er kun Vanskeligheden
af at blive enig om, hvad Lykken er. Ganske som
danske Folkehøjskoleforstandere finder franske
Munke, Nonner, deres Lærlinge og Tilhængere, en
Lykke, der overgaar al Forstand, i det religiøse
Samliv med Gud og Menigheden; de finder muligvis
stundom en neppe ringere Lykke i Tanken om, hvor
ilde det maaske allerede i denne Verden, sikkert i
det følgende Liv, vil gaa alle deres Modstandere,
Kættere, Gudsfornegtere, Religionsspottere osv. Hvem
kan nu maale, om den Lykke, det er at føle sig som et
Kulturmenneske, befriet for enhver Art Spøgelsetro,
er større og mere intensiv end hin hemmelighedsfulde
Salighedsfornemmelse. Det er neppe sandsynligt,
at den er det.
G. Brandes: Samlede Skrifter, XV.
32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
