Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 Francisque
Sarcey
i sin Elefanthud, som Intet bed paa, hverken Spot
eller Skældsord. Han rystede Alting af sig, sikker
paa, at han alene havde Ret, hvor meget de Unge end
kaldte ham Kretiner, og styrket i denne Anskuelse ved
den umaadelige Vægt, det franske Gen-nemsnitspublikum
tillagde hans Ord. Stor og svær, rund og tyk, gammel
og graa var han med sin mægtige Vom Kritikens Jacques
Bonhomme og samtidigt dens Pasja af tre Hestehaler
og talløse Kvindefletninger.
Trangsynet var han, men han saa godt, og det vilde
være uretfærdigt at dømme ham efter de sidste ti Aar,
i hvilke han ikke var stort mere end et gammelt Vrøvl,
der gentog sig selv og skrev den samme, højt betalte
Artikel utallige Gange om og om igen. Han har en Gang
været en dygtig og nyttig Mand.
Han havde den grundige Dannelse bag sig, som
Normalskolen (Opdragelsesanstalten for Lærere)
giver. Den gennemgik han fra sit 21de-24de Aar sammen
med Taine og About, hvilken sidste var og blev hans
nærmeste Ven. Som fattig Lærer kom han paa Kant
med sine Foresatte i Anledning af en ministeriel
Rundskrivelse, der forbød Professorerne at bære
Overskæg, og mod hvilken han afstedkom en lystig
Demonstration. Han sendtes som Lærer fra den ene
Provinsby til den anden, indtil han, 32 Aar gammel,
tog til Paris for at prøve sig frem som Journalist.
Edmond About hjalp ham paa Vej, og snart vandt
han stor Anseelse som Dramaturg. Den Blomstring
af Skuespillet, som fandt Sted under det andet
Kejserdømme med den yngre Dumas, Emile Augier,
Sardou, Labiche, Meilhac og Halévy osv., havde
i ham sin Herold. Medens hans Ungdomsven Taine
forklarede Kunstværkernes Opstaaen, slog Sarcey sig
paa Bedømmelsen og Værdsættelsen. Han fortalte i sine
Føljetoner klart og overskueligt ethvert Stykkes
Indhold, udviklede dets Stof, undersøgte, hvorvidt
dette ogsaa var af sund dramatisk Beskaffenhed, og
godkendte eller negtede, at Forfatteren havde gjort
Fyldest for de Krav, som laa i selve Stoffets Natur.
Hans Kritik var altid strengt teknisk. Han gik ud fra
disse to Grundsætninger: Teatret er en Sag for sig,
som er underkastet visse Regler, visse Vedtægter, der
udledes af selve dets Væsen som Teater. Teaterstykker
er skrevne for at spilles, og det ikke for et udsøgt
Publikum af Finsmagere, men for en stor Forsamling
af Mænd og Kvinder. - Hertillands vilde en Kritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
