Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56 Fransk
Konservatisme
og det Fremmede efter Himmelegne. Skandinavisk og
russisk Væsen slaas f. Eks. sammen under Benævnelsen:
Indflydelse fra Norden, og vil de vise sig høflige
mod en Skandinav, beklager de artigt, at de ikke
forstaar Tysk.
Til denne nationale Konservatisme svarer en
kunstnerisk. Den viser sig i deres haardnakkede
Tilbagevisen af deres egne fornyende Aander længer,
end det paa nogen Maade gaar an. Avtoriteternes og
det store franske Publikums Holdning overfor Rodin
er et Eksempel. Der ligger ingen Overdrivelse i den
Paastand, at overalt i Evropa udenfor Frankrig er i
dette Øjeblik Rodin anerkendt som Jordens største,
nulevende Billedhugger, ved Siden af hvem man i det
Højeste nævner Meunier som nogenlunde jævnbyrdig. Men
i Frankrig negtes Anerkendelsen ham den Dag i Dag
saa haardnakket, at den udmærkede Kunstner aandeligt
lider derunder og er nærved at optages af en rent
sygelig Tro paa principiel Forfølgelse. Enhver,
der har omgaaedes Rodin, vil have sporet, hvor
beklageligt den Forestilling vokser hos ham, at han
har alle Avtoriteter i sit Land paa Nakken, den hele
embedsrette Verden imod sig, saa det er ham en ren
Lise at høre om eller af Andre, at ogsaa de har havt
Modstand at overvinde, og at det heller ikke for dem
er gaaet glat med at trænge igennem. Han er kun altfor
tilbøjelig til at betragte sig som den ene Forfulgte.
Konservatismen i Kunstsmag lagde sig som oven omtalt
paa en skræmmende Maade for Dagen overfor ham, da
den franske Forfatterforening negtede at modtage
hans Statue af Balzac, dette enestaaende Værk af et
banebrydende Geni, og for den foretrak en Statue
som Falguiére’s, der ingen Modstand kunde møde,
men heller ikke henrive nogen Moders Sjæl.
Den ærlige Vilje i il at krænke og tilsidesætte
ham kom ganske særligt til Udbrud ved Festerne til
Victor Hugo’s Minde. Hans geniale Mindesmærke for
Digteren, hvor denne sidder nøgen paa sin Klippeø,
lyttende til Stemmernes Sang, blev forkastet,
og i Stedet paa Victor Hugo-Pladsen afsløret det
tomme, spjæt-tende Monument, der nu staar der som
Vidnesbyrd om Pariserdemokratiets Forkærlighed for det
Næstbedste. Mesteren nedlod sig da til en Ansøgning
hos Byraadet om, at det maatte blive hans Brystbillede
af Digteren, som Skolebørnene skulde drage forbi i
sluttede Rækker. Man afslog det og opstillede et meget
ringere Brystbillede som Genstand for Pariserbørnenes
Hyldest Og følge-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
