Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dreyfus-Sagen
189
Det første, denne Retssag har lært os, er, hvor lidet
dybt det vi kalder moderne Kultur er trængt ind endog
i Evropas mest fremmelige Stater og Samfund. At den
kun i ringe Grad har berørt det store, menige Folk,
har man længe vidst. Anatole France siger morsomt
i Ametystringen, at Videnskabens Sandheder plumper
ned i Hoben som i en Sump, drukner i denne Sump,
eksploderer ikke og er derfor uden Kraft til
at tage Livet af Vildfarelser og Fordomme. Smaa
kaldæiske Historier om Verdens Oprindelse har i et
Aarhundrede vedblevet at trives uforstyrrede af
Laplaces Lærdomme. Hoben er opflasket med antike
Løgne; vogter sig for de Vildfarelser, der vilde
være den altfon skadelige, holder fast ved de andre,
men omformer dem uvilkaarligt og uafbrudt; og denne
Omformning er det, man kalder Fremskridt. At der
i denne spøgefulde Overdrivelse er nogen Sandhed,
lader sig vanskeligt benegte.
Men Dreyfussagen viste i Frankrig, at de højest
Dannede (de saakaldte Intellektuelle) var saare
upaalidelige Støtter for den truede Kultur. De
Liberale sveg lige straks, afviste Tvivlen overfor den
fældede Dom som et Udslag af utaalelig Hyperkritik,
istemmede Raabet, at man skulde lade Landet i Fred og
ikke ryste det ved unødvendig Ophidselse. Man skulde,
hed det, ikke glemme den Agtelse og Kærlighed, der
skyldtes Hæren, og man fik Formodningen om, at en
Krigsret var bleven vildledt, gjort enstydig med
Forhaanelse af Frankrigs tapre Soldater.
Det værste Tidens Tegn var, at de aandeligt mest
Udviklede ikke blot lod den retfærdige Sag i Stikken,
men oftest med Lidenskab tog Parti imod den, Mænd
som Forfatterne Jules Lemaitre, Paul Bourget,
Maurice Barres, Joris Huysmans, Francois Coppée,
Melchior de Vogue, Francois Brunetiére. Hos de fleste
af dem forbandt sig med denne Optræden en larmende
Omvendelse til den romerske Katolicisme. Af disse
Mænd udøvede Brunetiére som Udgiver af Revne des denx
mondes den største Indflydelse. At en Lærd som Paul
Meyer ikke bøjede sig for «en kommanderende Generals
Udsagn», at en Filolog som Louis Havet tillod sig at
tvivle om «den menneskelige Retfærdighed*, forargede
Brunetiére. Han skrev: «Alle disse Ord, videnskabelig
Metode, Respekt for Sandheden osv. tjener kun til
Skalkeskjul for -Individualismen, Nutidens Sygdom,
Forløberen for Anarkiet>, og han erklærede, at i
et Demokrati «er Aandsaristokratiet den af alle
Aristokratiets Former, som er mest utaalelig*,
Frankrig var en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
