Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204 Anatole
France
IV
France har undertiden indført sig selv i sine
Bøger. Han tager det Sky og Vise i sit Væsen
og gør deraf Hr. Bergeret. Han tager den rolige
Cynisme i sit Væsen og gør deraf Lægen Trublet
i Histoire comique. Han tager sit lidenskabeligt
skøn-hedsdyrkende Jeg og gør deraf Billedhuggeren
Dechartre i Den røde Lilje. Han infører sig i samme
Roman næsten med Navns Nævnelse som Forfatteren Paul
Vence, dette naturligvis, for at man ikke skal mærke,
at France desuden er Hovedpersonen, Billedhuggeren;
ligesom her Mary Robinson nævnes for at dække over
hendes Væsensenhed med den engelske Digterinde i
Bogen, Miss Bell, og som Oppert omtales for at man
ikke skal kunne sige, han er Oldforskeren Schmoll -
hvad han utvivlsomt er.
Da Vence indføres hos Heltinden, hedder det: Hun
ansaa Paul Vence for den eneste rigtig evnestærke
Mand, der kom i hendes Hus. Hun havde skattet ham,
før hans Bøger havde givet ham saa stort et Ry. Hun
satte megen Pris paa hans dybe Ironi, hans kildne
Stolthed, hans Talent, der var modnet i Ensomhed.
Og Paul Vence er i den Grad France selv, at da lian i
Bogens Slutning siger: Den Mand var viis, som skrev:
Lad os give Menneskene til Vidner og Dommere Ironi
og Medlidenhed, saa svarer Fru Martin-Belléme: Men,
Hr. Vence, det er jo Dem selv, som har skrevet det. -
Og det staar virkelig flere Steder i Frances Bøger.
En dyb Ironi er saaledes den første Egenskab, han
selv tillægger sig.
Vi saa, hvorledes denne Ironi, uensartet fra Renans,
kun skinner igennem en anden Persons Troskyldighed.
I Thais hedder det f. Eks. om Heltinden, en græsk
Kurtisane: «Denne Kvinde viste sig ved Festlegene og
frygtede ikke for at optræde som Danserinde saaledes,
at hendes altfor smidige og kunstfærdige Bevægelser
mindede om de skrækkeligste Lidenskaber og ophidsede
til dem.» - Dette er følt og sagt saadan fra en Munks
Synspunkt.
Sammesteds ser Pafnucius Djævlene pine
Sjæle. Ingensteds antyder Fortælleren en Tvivl eller
Vantro, ingensteds staar, at dette var Syner, ikke
Virkelighed. Tvertimod: Smaa grønne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
