Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
Lavretski
glip af det i denne Fornemmelse Pirrende og
Tilfredsstillende: med friske Sanser at overskue to
Slægtled.
Man træder ind i et Hus her i Paris hos et smukt
og fint Ægtepar, der har indbudt En som Bekendt
af Husets Svigerdatter. Hun kommer høj og rank, en
Florentinerinde, der er bleven Pariserinde, fører
sig som en Dame og er en Dame. Men i samme Øjeblik
viser sig for Ens indre Øje den lille Dagligstue,
hvori hun to Aar gammel løb rundt om Bordet, medens
hendes Forældre stod hos, og dette Billede er ikke i
mindste Maade mindre levende end det nærværende. Og
lyslevende staar for Ens indre Sans hendes Fader
som 24aarig, en Ungdomsven, med hvem man har levet
og rejst og hvis flygtigste Ord er bevarede i Ens
Erindring. Her kender Ingen ham, ikke Datterens Mand,
ikke Svigerforældrene. Ingen af dem har nogensinde set
ham. Her lever han kun i den unge Frues Erindring og
i Ens egen. Og hun bærer jo end ikke mere hans Navn.
Hans Skikkelse vandt Alle for ham, hans Følelse var
fin, hans Stemme velklingende. Alt klædte ham. Og
nu er han for alle disse andre, selv for den Mand,
til hvem hans Datter har sluttet sig for Livet,
kun et Navn paa en sydlandsk Grav, en Fortidsskygge,
om hvem det vilde være taktløst at tale, da han ikke
interesserer Nogen.
Et Steds ventede en Dag en ung Mand i et Selskab paa
mit Komme, nævnte sit Navn og bad mig besøge hans
Svigermoders Hus. Men hans Hustru, som nu er 26 Aar
gammel, saa jeg sidste Gang, da hun var etaars Barn,
og jeg undertiden bar hende paa mine Arme. Hendes
Moder var da tilnærmelsesvis i den Alder, hvor
Datteren nu befinder sig. Da jeg paa den berammede
Dag traadte ind i Dagligstuen, rejste en graahaaret
Dame sig for at modtage mig, og jeg maatte anvende
en Art indre Vold for i hende at genkende den slanke,
bøjelige Skikkelse, jeg i det samme saa for mig, den,
der med sit rige, brune Haar for 25 Aar siden svarede
til Navnet. Datteren, der smilende nærmede sig, var
ældre, end Moderen dengang var. Uvilkaarligt søgte mit
Blik Husfaderen, engang min Lærer og faderlige Ven, og
afskyeligt var det at se ham hænge som Bronce-relief
paa Væggen, floromvundet, ældet indtil Ukendelighed,
længst udslettet af de Levendes Tal.
Velgørende er det alligevel med Øjet at følge,
hvorledes Slægt følger Slægt, naar den gode Aand
nedarves fra Stamfaderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
