Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ivan Strannik
almindelige Læser vil maaske i den se en ganske
almindelig Dameroman. Den skarpere skuende vil
overraskes ved Iagttagelsens Sundhed, den sjælelige
Undersøgelses Finhed og Foredragets Ynde. En
gammel Mester som Ludovic Halévy var saa opfyldt af
Fortællingens Fortrin, da den udkom, at han stillede
sin Indflydelse til Forfatterindens Raadighed, og
en Kender som Anatole France har en Aften i en stor
parisisk Kres i Sprogets stærkeste Udtryk udtalt sig
om de Evner, som her er lagte for Dagen, ja, han’
har holdt et formeligt lille Foredrag om denne Bog.
Det er den simple Historie om en ung, russisk
Godsejerfrue, der er saa ualmindeligt anlagt,
at hun forekommer sine Omgivelser snart lad,
snart sær, og efterhaanden føler sig mere og mere
tilovers i Livet. Hendes Mand, hvis Skikkelse er
tegnet med sikker Kunst, er et larmende og flygtigt
Gennemsnitsmenneske i Fyr og Flamme for vekslende
Planer. Hans Entusiasme giver sig Udtryk i huslig
Veltalenhed, aldrig i Handling. Han føler sig
stedse stærkere draget fra sin Hustru til en ung,
kvindelig Slægtning, Katia, der bor i Huset paa
Landet hos dem, og som er sund, kraftig, dygtig,
vulgær. Med største Sindsro ser Dolly, der ikke
elsker sin Mand, hvorledes disse to efterhaanden
bliver uundværlige for hinanden. Mellem hende og
hendes Moder, der efter en Aarrækkes Adskillelse
kommer i Besøg, findes ingen dybere Sympati. Moderens
Velvilje er som forfrossen af hendes Hjertekulde,
og hendes forsætlige Dumfromhed, der er et Udslag af
Snobbethed, fjerner hende yderligere fra Datteren, saa
hun snart forlader Godset, og Dolly ogsaa fra denne
Side er isoleret. Den Tiltrækning, hun udøver over en
Nabo-Godsejer, Uvarof, en stor, svær, forstandig, lidt
cynisk Mand, yder hende ingen anden Tilfredsstillelse
end den, af og til at kunne veksle et Par Ord med et
fornuftigt Menneske.
Hun bryder op til Petersborg med Kusinen. Hendes
Ophold dér i det højere Selskab, de verdslige
Triumfer, hun fejrer, hendes Gensyn med den eneste
Mand, hun et Øjeblik før hans Bortrejse som Søofficer
har følt sig lidenskabeligt draget til, og hendes
dybe Skuffelse ved hans Holdning overfor hende,
er Bogens næste Parti. Saa det ypperste, sindrigt
opfundne Kapitel, hvor Katia, der ikke lider hende
og intet begriber af hendes besynderlige Væsen,
indfører en Sindssygelæge hos hende, hvem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
