Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anton Tsjekov
129
venhed, der aldrig fornegter sig, og med et Hang
til Selvopofrelse, som var de fødte Slavinder. De er
lutter Medfølelse. Elskov har for dem et Kryderi mere,
naar den medfører Ydmygelser og Ofre. Og de elsker med
Forkærlighed netop den Mand, for hvem Evnerne glipper
og Bøssen klikker, den utilstrækkeligt udrustede Mand;
thi han har Kvinden mest behov, trænger haardest til
Trøsterinden, til den, der trocis Alt ser op til ham,
gaar op i ham.
Tsjekov har Sans for Heltemodet og Selvfornegtelsen
i denne Holdning, men har dog i sin Skildring en
enkelt Gang en Ræv bag Øret. Saaledes i Fortællingen
om Dusjenka (Kælenavnet: lille Sjæl). Først bliver
Dusjenka gift med en Teaterdirektør; hun er med i al
hans Sysselsættelse, taler alle Vegne om den Gavn og
Glæde, Teatrene gør. Efter hans Død gifter hun sig med
en Købmand og udbreder sig da, til hvem der vil høre
det, over Verdenshandelens Nytte og den Dristighed
og Kløgt, en Handelsmand har nødig. Da hun anden
Gang bliver Enke, trøster hun sig med en Veterinær;
og nu udvikler hun, at Befolkningens Helbredstilstand
afhænger af Kvægets omhyggelige Røgt. Da Veterinæren
lader hende i Stikken, forbliver hun en Tid lang
ganske tanketom og umeddelsom, indtil hun adop-terer
en lille Dreng og nu bliver uudtømmelig med Hensyn til
denne Drengs sjældne Evner og Fremskridt i Skolen.
Kvindens Elskov er hos Tsjekov Underkastelse. Mændenes
Venskab bestaar hos ham i, at de i Forening roser
sig selv og taler ondt om andre. Lykken opnaas hos
ham kun af de ganske sløve. Derimod synes han at tro
paa Fremskridtet. Alle hans mere udviklede Personer
trøster sig over deres mislykkede Liv med, at ingen
Bestræbelse gaar helt tilspilde; enhver mislykket
Rejsning bidrager sit til at forberede en bedre
Fremtid.
Han overlader imidlertid Ruslands talrige
fremtidstroende og socialistisk anlagte Forfattere
at udmale denne lysere Fremtid. Han selv har i
sit Livsværk kun gengivet Rusland, som han i sin
Levetid har set det. Og saaledes ligner det en af
disse umaadelige Vandmænd, som om Efteraaret viser
sig ved Kysterne og undertiden kastes i Land: en
geléagtig Masse med lange Fangearme og Fangetraade,
der opsuger og sluger og brænder. Medusa kaldes den;
thi den forfærder; den har jo ogsaa lange Arme,
hvis Berøring svider. Men den har ingen Rygrad.
G. Brandes: Samlede Skrifter. XVII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
